fbpx

Bruun Rasmussen rykker ud og vurderer alt fra kunst til smykker

Bruun Rasmussen

 Har du skjulte skatte med alt fra kunst og design til smykker og ure gemt i kælderen? Så kan du få det vurderet af Bruun Rasmussens eksperter, når auktionshuset holder vurderingsdag for alle interesserede på Møllebakken 14, 5300 Kerteminde onsdag den 17. november kl. 14-17.

 Hvis du har arvet en ring af din bedstemor, du ikke helt kan passe, eller fundet et maleri bagerst i kælderrummet med en signatur, du bare ikke kan tyde, så kan du få det vurderet af en ekspert fra Bruun Rasmussen på Johannes Larsen Museets inspirerende omgivelser.

 Bruun Rasmussens eksperter vurderer både kunst, design, antikviteter, smykker, armbåndsure og samlerobjekter. Alle fra nær og fjern er velkomne til at tage deres unikke genstand under armen på Johannes Larsen Museet for at få værdien vurderet og muligvis sætte den på auktion hos Bruun Rasmussen.

 Bruun Rasmussen har en stor, international køberskare og afholder ugentlige online auktioner samt fire årlige traditionelle auktioner, hvor særligt eksklusive genstande kommer under hammeren. Hvem ved om en interesseret køber søger efter lige netop dine genstande.