fbpx

Særudstilling: Alle tiders jul i Kerteminde og omegn

Afholdt
På Toldboden

Så har vi åbnet juleudstillingen ”Alle tiders jul i Kerteminde og omegn” på Toldboden, der fortæller om julens mange spændende traditioner gennem tre historiske nedslag.

Kom forbi og oplev, hvordan julemiddagen har ændret form og indhold gennem tiderne, hvordan juletræet er blevet pyntet, og hvilke gaver man har givet hinanden. Vi illustrerer julens skiftende tider med historisk opdækkede juleborde og pyntede juletræer.

Juleerindringer fra både begyndelsen og midten af 1900-tallet fra området i og omkring Kerteminde er der også plads til samt julegenstande fra lokalarkiverne i kommunen, der fortæller om den helt særlige kertemindske jul. Læs, hvordan provst Charles Nedermark fra Kerteminde husker julen, som den bør være: ”Barndoms jul – den var vidunderlig!”

Ud over den historiske jul kan I også opleve fire lokale kunstnere og antikvitetshandleres juleborde. Her har vi budt Inga Plato, Erik Claudi, Pia Gudme Thomsen og Anja Plato indenfor, hvor de har dækket et bord hver til den helt store guldmedalje med masser af julehygge og skaberglæde. Bliv inspireret til din egen juleopdækning med spræl eller måske det mere klassiske udtryk af vores fire udstillere.

Den historiske jul i børnehøjde
Tag børnene med og oplev den historiske jul i børnehøjde, når vi illustrerer forskellen på den fattige fiskerdreng Johannes’ jul og den rige købmandsdatter Maries juleaften, der begge levede omkring starten af 1900-tallet i Kerteminde. Hvad fik de at spise, og hvordan pyntede de træet? Det kan I alt sammen opleve på Toldbodens juleudstilling.

Husk også at vi juler hele december måned på Farvergården og i Høkeren, hvor du kan erhverve masser af klassisk og smukt julepynt i halm, glas og stof.

Udstillingen på Toldboden har åbent fra d. 4. december hver dag fra kl. 12-16 til og med den 23. december og der er gratis entré.