fbpx
6. september 2013

1000 liter Svalebajer på vej

Det har været en meget varm sommer i år, og der er mange – endda
rigtig mange – der ved et besøg på Johannes Larsen Museet har
slukket tørsten med en iskold svalebajer.

I starten af året fik museet således 1000 liter Svalebajer,
brygget på Bryggeriet Refsvindinge, og disse mange liter øl er
snart udsolgt. Men der er nu allerede nye øl på vej. På bryggeriet
i Refsvindinge er man netop i gang med at brygge endnu engang, og
derfor vil Svalebajeren stadig kunne købes i Kaffehuset på
Møllebakken.

Øllen bliver solgt fra Kaffehuset – som den eneste øl ved siden
af øllene fra Kerteminde Bryghus, og den har vist sig at være en
meget populær drik i den hyggelige café. Det er Johannes Larsens
barnebarn, Peter Larsen, der er ophavsmanden til opskriften. Peter
Larsen er selv kåret som den bedste ølbrygger på sin hjemegn i
Skåne.

Ølbrygning og hjemmebryg har dybe traditioner på Møllebakken.
Johannes Larsens kone Alhed bryggede sin egen øl i det gamle
vaskehus (idag Kaffehuset), og var kendt vidt omkring for sin gode
øl. Det hjalp nok også lidt på produktionens kvalitet, at Alhed var
gode venner med brygger Carl Jacobsen, og dermed var i stand til at
skaffe rigtig god humle til sin øl. Senere blev der bygget et lille
bryggeri på Møllebakken, hvor Johannes Larsens søn Puf i en
årerækker var brygmester.

Der er derfor rigtig mange traditioner og referencer forbundet
med øl og det at brygge øl i forhold til Johannes Larsens familie.
Svalebajeren som er kreeret af Johannes Larsens barnebarn,
produceret på et fynsk bryggeri og prydet med etiket med
tuschtegninger af svaler lavet at den store fuglekunstner, samler
hele denne historie i en fornem og ikke mindst velsmagende
pakke.