fbpx
18. juni 2013

Aarstiderne – ny udgivelse

Bogværk om den danske natur af Johannes Larsen og Johs. V.
Jensen udgives med 100 års forsinkelse.

“Aarstiderne” er skabt af to af de fremmeste skildrere af det
danske landskab: digteren Johs. V. Jensen og kunstneren Johannes
Larsen desuden er der kommentarer til akvarellerne af kunstner og
ornitolog Jens Gregersen. Bogværket er en engageret og smuk
beskrivelse af den danske natur i ord og billeder.

Den danske natur i årstidernes ring

I begyndelsen af det 20. århundrede indledtes det livslange
venskab og samarbejde mellem digteren Johannes V. Jensen og
kunstneren Johannes Larsen. De to mænd nærede en fælles drøm om at
give den komplette og perfekte skildring af den danske natur i
årstidernes ring under dagens vejr og lys. Hermed fødtes ideen om
et samlet værk med årstiderne beskrevet i billeder og ord af de to
kunstnere i forening. De to venner måtte dog snart erkende, at der
ikke var noget forlag, der turde binde an med udgivelsen på grund
af de mange farvegengivelser, det krævede, selvom det var med både
Johannes Larsen og Johs. V. Jensen på titelbladet.

Indtil da havde Johannes Larsen allerede arbejdet intenst i over
to måneder – i januar og februar 1909 – på en serie på 128
akvareller, der med udgangspunkt i fuglelivet – og specielt de
store fugletræk ved efterårs- og forårstide – skulle vise årets
gang i den danske natur.

Det er disse 128 akvareller som Johannes Larsen Museet nu
udgiver i en samlet kassette med to bind. Akvarellerne er suppleret
af tekster og digte af Johs. V. Jensen, som enten har direkte
relation til akvarellerne, eller som er udvalgt på grund af
sammenfaldende motiv i digt og billede.

En dronning værdig

I juni 2013 gæstede HKH Dronning Margrethe II, og i den
anledning modtog hendes majestæt en særudgave af bogværket.

Johannes Larsen & Johannes V. Jensen. Aarstiderne. Johannes
Larsen Museet 2013. 2 bind i kassette med 128 akvareller.
Introduktionstilbud: 248 kr. Fra 1. Juli koster bøgerne dog 298 kr.
Se
webshop

Læs Søren Ryges anmeldelse af bøgerne her

Læs Kunstavisens anmeldelse her