fbpx
29. juli 2014

Alheds drivhus sat i stand

Ved hjælp af frivillige og energiske kræfter er det lille
drivhus ved Værkstedet blevet sat i stand og er nu åbent for
museets gæster. Drivhuset, som er bygget op ad sydsiden på en
forbindelsesmur, der løber mellem Villaen og Værkstedet, er et
smalt, aflangt rum, og i mange år har vildtvoksende vinranker været
det eneste, der huserede i det lille drivhus.

“Tidligere var drivhuset delt i to rum,”fortæller Ane Talbot,
Johannes Larsens barnebarn. “I det bagerste rum var der grønne
druer, og i det foreste rum var der blå druer. Midt i drivhuset var
der et arbejdsbord til omplatning m.m., men drivhuset var
hovedsageligt et ‘drue-hus’.”

Det er Else Marie Mortensen (billede) – som både er frivillig og
ansat som kustode ved museet – der har været primus motor i
istandsættelsen af drivhuset. Og lige nu står det i fuldt flor med
både tomater, peberfrugter, agurker og ikke mindst grønne druer. De
gode grøntsager og frugter, der bliver dyrket i drivhuset, bliver
selvfølgelig brugt i Kaffehuset, og på den måde kommer drivhuset
atter til sin ret ved at producere fødevarer til fortæring på
Møllebakken.