fbpx
10. marts 2021

Flot akvarelerhvervelse af Fritz Syberg til samlingen

Fritz Syberg (1862-1939). Kunstnerens datter Besse i haven. Sign. monogram 1913. Vandfarve på papir monteret på pap. 76×112 cm

Fritz Syberg (1862-1939). Kunstnerens datter Besse i haven. Sign. monogram 1913. Vandfarve på papir monteret på pap. 76×112 cm

Johannes Larsen Museet har på Bruun-Rasmussens Kunstauktioner erhvervet akvarellen ”Kunstnerens datter Besse i haven”, 1913, af Fritz Syberg. Den store akvarel viser Sybergs store evner som akvarelkunstner efter opholdet i Italien og udgør et væsentligt bidrag til Johannes Larsen Museets samling af Sybergværker med motiver fra Pilegården og af kunstnerens nærmeste familie, der udgjorde et sandt kunstnerdynasti og var en del af tidens avantgarde. Nyerhvervelsen er støttet af Amandafonden, som museet takker varmt for sit økonomiske bidrag.

Det var næsten helt symbolsk, at museet fik hammerslag på Sybergakvarellen mandag aften den 8. marts – på kvindernes internationale kampdag. For den afbillede datter, Besse, blev en stærk kvinde og kunstner i sin egen ret. Hun var en del af sin tids avantgarde inden for billedkunsten, og blev siden en markant skuespiller. Hendes historie er et spændende kapitel, som Johannes Larsen Museet tidligere har præsenteret i forbindelse med særudstillingen og bogen om ”Kunstnerdynastiet Syberg” i 2014 og Pilegårdens have er bl.a. også belyst i ”Haven ved havet” i 2017.

Barn af Fynbomalerne, ung i avantgarden – naturbarn, hustru og kunstner
Besse – eller Johanne Marie Birgitte Syberg som var hendes rigtige navn – blev født i 1896 som det næstældste barn af Fritz og Anna Syberg. Kunstnerparret boede da i Svanninge, men i 1902 flyttede familien ind på Pilegården ved Kerteminde, som kom til at danne udgangspunkt for Fritz Syberg i resten af hans liv og i meget af kunsten. Allerede fra barnsben var Besse del af Fynbomalernes miljø, bl.a. i kraft af venskabet mellem Syberg-familien og Alhed og Johannes Larsen, bl.a. med adskillige ophold på Larsenfamiliens svenske skovgård Båxhult i 1890’ernes slutning. Fritz Syberg skildrede sin børn i naturen og deres egen barneverden. Det var en moderne og vitalistisk livsanskuelse, der prægede Fynbomalerne, hvilket ikke mindst kom til udtryk i Sybergfamiliens sommeropholdene på Fyns Hoved fra 1902.

I 1910 drog familien til Pisa. Fra Italien fik Besse og hendes storebror Hans lov til at cykle hjem til Kerteminde, men de skulle hver dag skrive et postkort til familien – noget af en tillidserklæring til de endnu kun store børn! Med sin mor, Anna Sybergs alt for tidlige død i 1914, måtte Besse hjælpe til i husførelsen og tage sig af de yngste søskende. Fritz blev gift med Annas søster Marie, der boede på Valdal i København. Syberg lod huset ombygge af den unge arkitekt Poul Henningsen (PH), som Besse forelskede sig i og som hun måske allerede forinden havde mødt på Møllebakken i Kerteminde hos Alhed og Johannes Larsen. Besse var kunstnerisk begavet, en del det livlige kunstnermiljø, og både optaget af maleri og teater. Hun blev elev af Harald Giersing, en af sin generations vigtigste modernistiske billedkunstnere i generationen efter Fynbomalerne og derved kom hun tæt på nyudviklingen i kunsten. Hendes egne billeder vidner herom, og i 1917 blev lærer og elev gift. Fritz forærede parret Poppelhuset ved Svanninge, hvor han og Anna havde boet som unge, og mellem ham og svigersønnen var der gensidig inspiration. Besse fortsatte flittigt med at male og opnåede en del anerkendelse, men med tiden kom hun til at stå i skyggen af sin mand. Derfor søgte hun mod teateret. Med Harald Giersings tidlige død i 1927, et chok og en sorg, både privat og for kunstscenen. Besse blev ansat ved Aarhus Teater, og blev gift med kapelmesteren Thomas Jensen og var resten af sit liv en af de bærende kræfter ved teateret, især i de dramatiske roller hos Ibsen, Munk, Strindberg og Shakespeare, som hun havde drømt om. Besse døde i 1944, kun 47 år gammel, men anerkendt som en af sin tids store skuespillere og efter et begivenhedsrigt liv, der begyndte i Fynbomalernes miljø.

Besse ved fingerbølblomsterne – i Paradisets have på Pilegården
På Fritz Sybergs akvarel af Besse går hun rundt, en ung kvinde på 16 år, i haven på Pilegården, nyligt hjemkommet fra Italien. Syberg har som i sine øvrige skildringer af børnene lagt vægt på det indadvendte, men her er Besse nærmest som en statue. Hun står med sænket hoved og en vis patos, nærmest alvors- eller sorgfuldt, midt i havens sommerlige frodighed, ved de fine fingerbølblomster (Digitalis), som Syberg i flere af børneportrætterne lod være del af motivet. For Syberg var haven ved Pilegården hans mest intime naturmotiv, og haven var i mere end én forstand et kunstnerisk hovedmotiv for Syberg. Skildringen af Besse giver også mindelser om Sybergs store optagethed af Skabelsesberetningen (bl.a. med forlæg til otte fresker i den kuppelsalen på Faaborg Museum).  I sin kunst lod Syberg myten udspille sig i Pilegårdens have, med hans egne teenagebørn Hans og Besse i rollerne som Adam og Eva. Syberg spejlede sig i fortællingen og haven, der i kontrast til hans egen ulykkelige barndom, var fuld af kærlighed og medgang. Idyllens sammenbrud, fordrivelsen fra Paradis, er samtidig indvarslet i de unge menneskers kommende opbrud fra hjemmet. For Besse, kan man sige, ved at blive del af avantgarden og en ny tid. Men Sybergs kobling af haven og sine egne børn med Paradiset er set med moderne øjne en temmelig radikal tilgang. Syberg arbejdede med Pilegårdens have som motiv på mange planer, og med nyerhvervelsen af akvarellen er føjet et nyt, vigtigt kapitel til museets samling, der belyser Syberg, Pilegården og hans familieliv og kunstnerdynasti.

Tak
Nyerhvervelsen er støttet af Amandafonden, og vi ser frem til at præsentere værket for offentligheden.

Hans og Besse på cykelturen fra Pisa til Kerteminde i 1913. Johannes Larsen Museets arkiv
Hans og Besse på cykelturen fra Pisa til Kerteminde i 1913. Johannes Larsen Museets arkiv