25. september 2020

Hjertekammeret på Møllebakken: Istandsættelse og nyophængning af Johannes Larsens værksted

Mens Johannes Larsen Museet var lukket i foråret blev der arbejdet med et vigtigt projekt, der nu har lyst op og glædet de mange gæster på museet henover sommeren: En tiltrængt istandsættelse og nyophængning af Johannes Larsens atelierrum eller “Værkstedet”, som han omtalte det, samt entréen. Værkstedet er tegnet af arkitekten Carl Petersen, der også tegnede Faaborg Museum, og den fine atelierbygning fra 1917 rummer Johannes og Alheds atelierer, samt vinterhaven. Nu er rummets vægge og loft blev udbedret og malet efter alle kunstens regler, ligesom træværket har fået en kærlig behandling.

Dette er hjertekammeret i kunstnerhjemmet og selve det sted, hvor man skal kunne opleve, hvad Johannes Larsen ville med sin kunst og forstå hans livsprojekt. Og det er da også missionen for værkstedet i dets nye skikkelse, som, vi håber, er blevet løst til glæde og gavn for museets gæster. Museet ønsker at vise nogle af bedste værker af Johannes Larsen netop i de enestående rammer, hvor han arbejdede og skabte mange af sine billeder. Tættere kommer vi næsten ikke på kunstneren end her.

Nyophængning af Johannes Larsens værksted
Nyophængning af Johannes Larsens atelierrum eller “Værksted”.

Værkstedet som det centrale “fortællerum”

Indretningen har vekslet i Larsens tid, men en del genstande og værker har været gennemgående, herunder tre store værker fra 1920’erne: Åen, Morgensol og forstudiet til  Kredsende storke. Det ikoniske Udsigt over Kerteminde Fjord fra 1935 har fået en bedre placering, og Lærketrækket fra 1915 er ligeledes blevet et omdrejningspunkt om mange mindre fuglebilleder. Værkstedet er blevet videreudviklet som det centrale “fortællerum” for Larsen, hvor fuglekunsten, ekspeditionerne, landskaberne og samspillet mellem natur, liv og kunst på Møllebakken kan udfoldes endnu tydeligere i tråd med museets samling og hovedfortælling. Det har betydet nyophængning af værker fra magasinet og mulighed for præsentation af nyerhvervede billeder, bl.a. Parti med brushaner ved Filsø fra 1914 og Gråand med ællinger i kunstnerens have fra 1916.

Museet har søgt at værne om den enestående stemning i rummet, og samtidig formidle kvaliteterne i Johannes Larsen Museets samling af kunstnerens værker efter små 35 års erhvervelser. Det gælder tegninger, træsnit og oliebilleder, hvor vi på forskellig måde ser hvordan Larsen bemestrede disse medier. Den nye ophængning understreger rummets oprindelige funktion som levende kunstnerisk arbejdssted og showroom gennem årtier. En ny, overskuelig billedliste giver gæsterne hurtigt overblik over alle værkerne, og Værkstedet er samtidig blevet løftet som introduktions- og undervisningsramme i kraft af den tematiske ophængning.