fbpx
12. maj 2021

Kongelig opbakning til sommerudstillingen “Færøske billeder – Samuel Joensen-Mikines”

Samuel Joensen-Mikines: Udsigt fra Mykines mod Vestmannafjeldene. U. å. Olie på lærred. Mål: 41 x 56 cm. Privateje. Foto: Ole Friis.


Sommerens særudstilling, “Færøske billeder – Samuel Joensen-Mikines” modtager kongelig støtte i form af en donation fra Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond. Udstillingen og den tilhørende katalogudgivelse er herudover muliggjort takket være generøs økonomisk støtte fra Knud Højgaards Fond, A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.

“Vi retter en varm tak for støtten til realisering af dette projekt. Det er fantastisk at få en opbakning til sommerudstillingen, hvor det dansk-færøske samarbejde og Rigsfællesskabet understreges ved værklån fra museer og privateje  – både i Danmark og på Færøerne. For Johannes Larsen Museet er den nordiske orientering en helt særlig del af museets identitet og udstillingsprofil, og vi glæder os i den grad til at præsentere fortællingen om “færøsk malerkunsts fader” med over 90 værker af Mikines i Kerteminde. Det bliver stort”, fortæller Jeppe Priess Gersbøll, leder af Johannes Larsen Museet og udstillingens kurator.

Samuel Joensen-Mikines: Færøsk malerkunsts fader

 Med særudstillingen ”Færøske billeder. Samuel Joensen-Mikines” ønsker Johannes Larsen Museet at formidle færøsk malerkunsts fader Mikines’ væsentlige navn i nyere nordisk kunsthistorie med naturen i centrum. En udstilling med dette tema lægger sig i naturlig forlængelse af Johannes Larsen Museets profil, kunstneriske arv og museets udstillingshistorie.

Udstillingen bliver til i et tæt samarbejde med Mikines-familien, og både kendte værker og sjældent eller aldrig viste værker vil tillige indgå i udstillingen. Det gælder såvel centrale værker som studier og materiale, der kommer bag om mennesket og kunstneren.

Udstillingsbog og formidling

Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog, der vis belyser Mikines, hans liv, kunst og betydning. Det gælder maleren og kunstkritikeren Bárður Jákupsson, kunsthistoriker og tidligere direktør for Færøernes Kunstmuseum, Nils Ohrt, samt kunsthistoriker, senior projektleder og barnebarn af S. J-Mikines, Julie Thaning Mikines. Teksterne bringer os fra den biografiske iscenesættelse over værkanalyser og temaer hos Mikines til den private vinkel skildret af en efterkommer af kunstneren.

Udstillingen med Mikines vises i museets højsæson, om sommeren, hvor mange gæster lægger vejen forbi Møllebakken. Ud over omvisninger og introduktioner til udstillingen i udstillingsperioden, vil der i skolernes sommerferie være aktiviteter for familier i museets have. Herudover forventer museet at afholde flere arrangementer i relation til Mikines, Færøerne og nordisk kunst. Alle arrangementer og formidlingstiltag vil følge de gældende retningslinjer.

Udstillingen åbner 18. juni og kan herefter opleves frem til og med 26. september. Læs mere om udstillingen her.