fbpx
22. april 2021

Krøyers Blå Time hviler over Paris

Leder på Johannes Larsen-museet, Jeppe Priess Gersbøll, med kataloget fra udstillingen i Paris.

Leder på Johannes Larsen Museet, Jeppe Priess Gersbøll, med kataloget fra udstillingen i Paris.

I øjeblikket er to værker af P.S. Krøyer fra Johannes Larsen Museet udlånt til en stor Krøyer-udstilling på Musée Marmottan Monet i Paris.

Udstillingen ”L’Heure Bleue de Peder Severin Krøyer” er den første store retrospektive præsentation af Krøyers værker i Frankrig nogensinde. Fokus er på den danske kunstners figur- og landskabsmalerier og hans unikke skandinaviske gengivelse og fortolkning af lys set på baggrund af hans internationale karriere og udstillingsaktivitet i Paris.

P.S. Krøyer: Badende Drenge. 1908. Olie 48 x 61. Foto: Jakob Gaasvig.
P.S. Krøyer: Badende Drenge. 1908. Olie 48 x 61. Foto: Jakob Gaasvig.


Johannes Larsen Museet bidrager således med udlån af to værker fra Pax-samlingen, som ikke bare indeholder mange værker af Fynbomalerne, men også af de kunstnere, som var inspirationskilder og forbilleder for Fynbomalerne.

”At Tulle og Nan Due Nielsens samling i sin tid blev bevaret i sin helhed og endte her på museet, er en gave og noget, vi aktivt inddrager i vores formidling af Larsen og fynbomalerne.  Samlingen  belyser nemlig forholdet mellem Skagen og Kerteminde og kunstnernes interesse for naturen, lyset og friluftsmaleriet, som det udviklede sig fra slutningen af 1800-tallet”, fortæller Jeppe Priess Gersbøll, der er leder af Johannes Larsen Museet.

P.S. Krøyer: Eftermiddagssol og havblik. 1899. Olie på finer 27 x 35. Foto: Jakob Gaasvig.
P.S. Krøyer: Eftermiddagssol og havblik. 1899. Olie på finer 27 x 35. Foto: Jakob Gaasvig.


Krøyers virtuose lille billede, ”Eftermiddagssol og havblik, 1899”, har fået en flot placering i det prægtige katalog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen. En fin eksponering for Pax-samlingen og museet på Møllebakken.

Udstillingen er første resultat af et længerevarende internationalt samarbejde mellem Skagens Kunstmuseer og Musée Marmottan Monet. Pariserne og byens gæster kan opleve udstillingen ”Peder Severin Krøyers Blå Time” frem til den 25. juli.