fbpx
21. juni 2013

Musikskolekoncerter på Johannes Larsen Museet

I løbet af året har Kerteminde Musikskole afholdt koncerter for
skolens elever på Johannes Larsen Museet. Koncerterne har været en
stor succes, med et flot fremmøde fra forældre, søskende og elevers
side.

“Kerteminde Musikskole og Johannes Larsen Museet har i det
forløbne år afholdt en koncertrække for musikskolens elever på
Johannes Larsen Museet. Det har været en stor oplevelse for såvel
musikskolens elever som publikum at være i de fantastiske rammer,
som Johannes Larsen Museet tilbyder, og bruge det dejlige flygel
museet har. Det spændende møde mellem billedkunsten og musikken
tilføjer koncerterne et ekstra krydderi.” Siger Morten Just leder
af Kerteminde Musikskole.

På Johannes Larsen Museet er man enige i disse betragtninger.
Museet har i mange år koblet den musikalske dimension til de smukke
rum i udstillingsbygningen med forskellige koncertarrangementer,
hvoraf sensommerkoncerterne er blevet en fast tradition hvert år i
september.

“Vi er rigtig glade for den slags arrangementer,” Fortæller Lis
Engelbreth, koordinator på Johannes Larsen Museet.
“Musikskolekoncerterne får et helt nyt og yngre publikum til
museet, og netop børnefamilier har vi ikke så mange af i det
daglige, så det er vi rigtig glade for. Desuden har flygelet godt
af at blive brugt – ligesom lyden af musik og glade børn er til
glæde for hele museet.”

Musikskolen og Johannes Larsen Museet arbejder på at lave
koncerter igen til efteråret.