fbpx
25. september 2013

Nye malerier til museet

Ved Kerteminde Fjord, børnene bader på stranden af Hans
Smidth

Johannes Larsen Museet arbejder hele tiden på at udbygge sin
samling med malerier, der er relevante for museet og Kerteminde by.
For nylig er der således erhvervet to nye malerier til museets
samling. Det ene er et oliemaleri af Hans Smidth (1839-1917) med
titlen: Ved Kerteminde Fjord. Børnene bader på stranden.
Værket viser et motiv fra Lillestranden i Kerteminde.

Motivet med børn, der bader, er senere (med vitalismen) blevet
et meget populært motiv, som bl.a. J.F. Willumsen, P.S. Krøyer og
Fritz Syberg har taget op. Især sidstenævnte har skildret sine børn
ved vandet gentagne gange. Hans Smidth flyttede fra Kerteminde til
Skive som 15-årig, og han er mest kendt for sine skildringer af
livet på den jyske hede fra landskaber til folkeliv og
interiørbilleder. Han vendte dog i perioder tilbage til Kerteminde,
hvor han især malede livet i og omkring havn og strand.

Det andet maleri, der snart indgår i museet samling, er et
Sigurd Swane billede, som museet har fået foræret af Carlsberg
Group. I forbindelse med lukning af produktionen i Valby og
etableringen af den nye Carlsberg By er Carlsbergs tilstedeværelse
i området blevet reorganiseret. Carlsberg A/S har efterhånden en
del kunstværker på arkiv, som de ikke forventer kommer op og hænge
de kommende år. Derfor blev de værker, der repræsenterer en større
værdi, tilbudt til danske kunstmuseer som gave. Johannes Larsen
Museet lagde billet ind på maleriet af Sigurd Swane, og fik det
altså. Værket bærer titlen: Landskab med markvej, og er
olie på lærred fra 1936. Sigurd Swane er selvfølgelig relevant i
sammenhæng med Johannes Larsen Museet, da han giftede sig med
Johannes Larsen søster Christine Swane. Sammen fik de sønnen Lars
Swane, som der netop nu er en særudstilling med på Museet.