fbpx
5. juni 2013

Royalt besøg på Møllebakken

Det var som om et Johannes Larsens Maleri indrammede Dronningens
besøg på fuglemalerens museum. Himlen var blå, haven stod i
blomsterflor og vandet nedenfor museet havde de karakteristiske
klare blå og grønne farver, som Johannes Larsen har gengivet igen
og igen i sine malerier. Og selv om haven var fuld af spændte børn,
der båede legede og viftede med de uddelte flag, så vraltede de
halvtamme gråænder upåvirket rundt i deres daglige dovne rutine
eller lå afslappet i træernes skygge og sov.

De flotte Garderhusarer eskorterede Dronningens karet helt op
til indgangen af museet, hvor hun blev modtaget af museumsdirektør
Erland Porsmose og et børnekor. Direktøren viste herefter
Dronningen op i Vingen, hvor hun fik en lille introduktion til
udstillingen “Den kønneste lille by i verden.” I salen valgte
Dronningen strategisk at sætte sig, så hun kunne nyde det store
billede af fjorden ind mod Kerteminde, malet i 1935 i netop sådan
et vejr, som dagen for besøget bød på.

Herefter fik Dronningen og Prinsgemalen mulighed for at bladre i
de originale Årstidsbøger med akvareller af Johannes Larsen, bøger
der lige er udgivet af museet med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
 Det skal hertil nævnes, at regentparret fik et læderindbundet
eksemplar af netop Åstidsbøgerne i gave af Kerteminde Kommune.
 

Som afslutning på besøget gik turen gennem børneudstillingen:
“Mit Kerteminde” – hvor 528 børn har skabt ca. 500
kunstværker, der viser deres bud på Fremtidens
Kerteminde. Efterfølgende blev Regentparret afhentet af Krone
1 og kørt til frokost på Rudolf Mathis.

Se flere billeder og repotage fra Fyens Stiftidende

Læs artiklen fra Kjerteminde Avis