Din kurv

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Rylen i Limfjorden – nye blikke på gamle kyster

Det hæderkronede ekspeditionsskib Rylen står ud på nye togter, når Limfjorden i august måned skal opleves fra søsiden af en lang række forfattere og billedkunstnere. Torsdag formiddag den 28. juli er der afsejling fra Kerteminde.

Opgaven er klar. Der skal sættes nutidige ord og billeder på Limfjordsegnens landskaber og dens mennesker. Til det formål har Johannes Larsen Museet i samarbejde med Johs. V. Jensen & Thit Jensen Museet sat sig for at invitere ikke mindre end 20 forfattere og billedkunstnere på togt med Rylen i august måned 2022 og 2023. Sammen vil de parvis sejle med Rylen og hente unik inspiration fra et af Danmarks smukkeste(!) og mest særprægede kulturlandskaber.

På lige knap ét århundredes afstand sejler de deltagende billedkunstnere og forfattere i kølvandet på to af alle tiders mest markante Danmarks-beskrivere: Johannes Larsen og Achton Friis. Sammen gennemrejste de to kunstnere engang mellemkrigsårenes Danmark – til lands og til vands. Der skabte de med deres på én gang folkelige, virtuose og indfølte beskrivelser det monumentale bogværk ”De danskes land”. En udgivelse der kom til at præge opfattelsen af vores hjemlige landskaber og deres mennesker i årtier. 

Helt i Johannes Larsen og Achton Friis ånd skal Rylens togter i 2022 og 2023 være afsæt for et samlet og moderne kunstnerisk bud på, hvordan Limfjords-landet ligger i vores egen tid – i ly af fortiden og med udsigt til fremtiden. Med inspiration fra søsiden og i mødet med naturen og de forskellige kystlandskaber, havne og mennesker vil togternes kunstneriske resultater i 2024 kunne opleves i en række udstillinger samt i en bogudgivelse. Meget passende er det netop i 100-året for Rylens første limfjordssejladser.

Baggrund:

En moderne egnsbeskrivelse med historisk klangbund                                                       

Hvad finder nutidens billed- og ordkunstnere interessant i dag i mødet med Limfjorden? Hvad er det for en fortælling om vores tid, landskaberne og os selv, der kan komme ud af en at sejle her? Og hvad fortæller de nutidige skildringer om Limfjorden i forhold til tidligere beskrivelser af egnen i billeder og ord? Det er de grundlæggende spørgsmål, som Johannes Larsen Museet i Kerteminde og Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet i Farsø ønsker at få belyst på en ny måde. Projektets initiativtager og ankermand er billedkunstneren Jens Bohr, der i mange år har været skipper på Rylen. Skibet hører i dag under Johannes Larsen Museet/Østfyns Museer og vedligeholdes af en gruppe frivillige.

Togterne og de medvirkende                                                                                               

I 2022 og 2023 vil i alt 10 forfattere/digtere og 10 billedkunstnere sejle med Rylen, to ad gangen. Skipper Jens Bohr medvirker også som en af de deltagende kunstnere. De inviterede er på billedsiden: Svend Allan Sørensen, Mia Nelle Drøschler, Mette Vangsgård, Claus Handgaard, Christina Capetillo, Toni Larsen, Jens Frimer, Søren Assenholt, Anne Mette Larsen og Jens Bohr. Forfatterne tæller Carsten Rene Nielsen, Laila Ingrid Nielsen, Marianne Larsen, Lotte Kirkeby Hansen, Thøger Jensen, Maja Elverkilde, Jens Smærup Sørensen, Rikke Oberlin Flarup og Sanne Flyvbjerg. Nogle kunstnerne har tilknytning til Limfjorden, andre ikke. Og det er netop en pointe, for det handler først og fremmest om at opleve og formidle sin oplevelse.

Opgaven der skal løses                                                                                              

Kunstnerne kan vælge én eller flere af følgende opgaver: a) nyfortolkning over ældre billedkunst og tekster med relation til Limfjorden, b) direkte indtryk / udtryk af sejladsoplevelse i Limfjordens vande, eller c) refleksioner over ”ekspeditionen” i forhold til tidsspandet 1924/2024. Så der er lagt op til rimelig frie rammer for de deltagende kunstnere.

I 2024 vil de kunstneriske resultater kunne opleves i Kerteminde og Farsø, fødebyer for vennerne Johannes Larsen og Johannes V. Jensen og ramme deres museer i dag, men samtidig er formidlingssamarbejder i støbeskeen med flere andre kollegainstitutioner i Limfjordsegnene. Det er steder og huse som kan binde Fyn og Limfjorden sammen og minder om dengang, hvor markante fynske malere og jyske digtere skildrede Danmark, som de oplevede det med kyster, dyreliv, mennesker og historie.

Et udvalg af billedkunst og tekster fra dengang vil derfor indgå i udstillingerne og den bogudgivelse, som museerne er gået sammen om at realisere. Samtidig er det håbet at Rylen-togterne vil skabe nye kunstnermøder og gensidig inspiration. Endelig vil skibet i sig selv være en attraktion, når det sejler i Limfjorden, hvor der er stolte maritime traditioner og mange sejlere.

Rylen i historisk kølvand  

Det er ikke første gang, Rylen gør tjeneste som fartøj for kunstneriske projekter. Rylen er det legendariske ekspeditionsskib, som Johannes Larsen og Achton Friis benyttede til deres navnkundige togter i 1920’erne. Herfra skildrede de bl.a ”De Danskes Øer” som siden blev en del af et monumentalt bogværk om Danmarks landskaber og mennesker. De to kunstnere besejlede Limfjorden netop i 1924, hvorved det forestående 100-år er én af flere anledninger til at sende Rylen ind i Limfjordens vande.

Rylen blev oprindelig bygget i Kerteminde som bæltbåd. De seneste mange år har den sejlet som museumsskib – ofte med kunstnere ombord. Herfra har oplevet og skildret Danmarks øer og kyster, sådan som man kun kan, når man sejler og oplever verden fra en båd. Det er der kommet både udstillinger og film ud af – og nu er det Limfjordens tur igen.

”Mit ønske er at bringe kunstnere med vidt forskellig baggrund, ud i det der åbenlyst er det største og rigeste naturområde vi har i Danmark – vores kystlandskab. For mange er det overraskende og nyt at hale i klyverskøde og pikfald – tage roret og se det virker modsat af rattet i en bil. Oplevelsen af at større bølger der ikke skyller hen over dækket, men derimod løfter båden som en prop op og ned. Rylen er en ganske lav båd, hvor man er ganske tæt på vandet. Oplevelsen af at gentage en tur, en tid der ligger 100 år tilbage” siger Jens Bohr.

Togtet til Limfjorden og realiseringen af projektet                                                                              

Undervejs på togtet i august 2022 vil Rylen sejle fra Hals i øst til Thyborøn i vest og retur, men vel at mærke med anløb i mange havne og med rundinger af fjordarme og hjørner i det vidtstrakte fjordlandskab. Og det er både et ydre og et indre landskab, der aktiveres, når der opleves med kunstneriske projekter for øje.

Foruden Johannes Larsen og Achton Friis, der kom sejlende hertil, er Limfjorden og egnen omkring først og fremmest blevet fortolket af ”hjemmehørende” digtere som Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Johan Skjoldborg og malere som Hans Smidth, Niels Bjerre og Jens Søndergaard, fra bagland til vestkyst. Det er det historiske bagtæppe for Rylen i Limfjorden, som de nutidige kunstnere kan vælge at gå i dialog med i forbindelse med togterne. Såvel kunstnere som museer ser med forventning hen til at sætte sejl på Rylen og give projektet vinger, når skibet drager fra Kerteminde til Limfjorden. Et projekt, der for alvor begynder i Hals 1. august 2022, men som fuldt ud vil strække sig over de næste tre år.

Indtil videre har projektet kunne sættes i gang takket være støtte fra EH invest og Det Obelske Familiefond. Det er håbet, at interessen om Rylen i Limfjorden vil løfte interessen om projektet yderligere og være med til at sikre de yderligere midler, der skal bane vejen for udstillinger, bogudgivelse og forskellige aktiviteter, så flest muligt oplever projektet.

Hvis sensommeren bringer ens vej forbi Limfjorden, så er der adskillige steder mulighed for at møde skibet i løbet på dets færd.

(Se evt. med på Facebook ”Rylen i Limfjorden”  hvor der vil komme nyt fra turen, mulighed for at dele oplevelser og se opdaterede sejlplaner mv.)

Yderligere oplysninger om projektet, sejlplan mv: Peter Hørup, leder af Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet,  [email protected] / 98 66 67 88, eller Jeppe Priess Gersbøll, leder af Johannes Larsen Museet, [email protected] / 23 71 49 17 samt billedkunstner og skipper Jens Bohr [email protected] / 28 71 98 74

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!