31. august 2018

Smagte du den lækre æblecrumble?

Museets frivillige havegruppe serverede onsdag smagsprøver på den lækreste, hjemmelavede æblecrumble ved Svanemøllen. 

Æblerne stammer fra Larsens have. Johannes Larsens barnebarn, Ane, og Jens Bjørn fra havegruppen kunne begge bekræfte, at smagsprøven var en udsøgt fornøjelse!
Var du ikke så heldig at smage den, så har vi fået lov at dele opskriften:
Opskrift: Verdens bedste æblecrumble a la Alice fra havegruppen:

Du skal bruge 8 æbler, 1 stang vanilje, 100 gram farin, 125 gram mel, 125 gram smør.
Æblerne skrælles og snittes i både. Vaniljekorn og lidt farin blandes. Æblerne lægges i et smurt ildfast fad. Smør, farin, vanilje og mel smuldres sammen, hvorefter massen smuldres over æblerne.
Æblecrumblen bages på 180 grader i en varmluftovn i 20 minutter.
Rigtig god fornøjelse!
Næste smagedagJens Bjørn oplyser, at næste gang der serveres smagsprøver, så byder havegruppen på varm suppe med afgrøder fra Larsens køkkenhave. Det bliver den sidste onsdag i september og er også sidste gang, der er smagsprøver i køkkenhaven i denne omgang. 
Men så alligevel ikke helt, for i efterårsferien bliver der presset æbler, og også her, kan man få lov at smage. Læs mere om det her.