30. juni 2020

Stor nyerhvervelse til Johannes Larsen Museet: ”Ørnekysset” af John Olsen.

Museet har netop erhvervet værket ”Ørnekysset” af John Olsen (1938-2019). Det store billede blev vist på museets første triennale for fuglekunst, FUGL 2019. Det blev John Olsens sidste større arbejde, og han døde 29. august 2019, omkring en måned før den velbesøgte udstilling åbnede på Møllebakken.

Det blev fuldendt til kunstnerens tilfredshed kort før hans bortgang. ”Ørnekysset” blev vist i Kuppelsalen, hvor det i selskab af Lars Abrahamsens ravneskulptur vakte behørig opsigt, både for dets kunstneriske styrke og som slutstenen i usædvanlig rig og betydelig kunstnerisk karriere, der strakte sig over syv årtier og som har præget rigtig mange yngre kunstnere.

John Olsen udtalte under arbejdet med billedet, at motivvalget kom til ham, idet han gerne ville vise en anden side af ørnen end den klichéfyldte magtsymbolik. Det er dog ikke et ømt, romantisk kys hos ørnene, snarere en manifestation af den karakteristisk voldsomme, næsten overvældende kraft og livsenergi, der lå som en gennemgående faktor i John Olsens naturkunst. Med billedets mørke farver og drama – og i lyset af kunstnerens bortgang – ligger det næsten for oplagt at tilskrive værket karakter af rekviem og eksistentielle overtoner.

Værket, der er købt af John Olsens arvinger, knytter sig til Johannes Larsen Museets betydelige samling af kunstneren, der har fået en fast ophængning  i Samlingen, bl.a. med de store billeder ”I fuglens tegn”.

John Olsen har betydet meget for Johannes Larsen Museet, ikke mindst som bindeled mellem Fynbomalernes verden (han besøgte Johannes Larsen i 1959) og nutidens generationer af nordiske fugle- og naturkunstnere, og museet ærer hans minde som en af sin generations største danske kunstnere.

Lige nu kan ”Ørnekysset” opleves på Den Frie Udstilling 2020, der åbnede fredag den 26. juni, og hvor værket indgår som mindeophængning. På Johannes Larsen Museet glæder vi os over, at Den Frie Udstilling har ønsket at inkludere værket i dette års udstilling.

 

John Olsen: Ørnekysset. 2019. Farvepigment på papir. 225 x 182 cm. Foto: Johannes Larsen Museet