UDFORSK

Rylen

På havnen i Kerteminde kan du se det berømte skib "Rylen", som Johannes Larsen sejlede på ekspedition til Danmarks øer med i 1920'erne. I sommerperioderne kan skibet være ude på nye ekspeditioner og vil kunne opleves rundt omkring i de danske farvande.

Skibet, der genopdagede øerne

I maj 1921 drog Johannes Larsen ud på den første sejlads med ekspeditionsskibet "Rylen", en ombygget Kerteminde-bæltbåd, for sammen med Achton Friis at beskrive det danske øriges natur og befolkning. Ideen kom fra digteren Jeppe Aakjær, der fandt det på tide, at der blev lavet en beskrivelse af de danske øer. Achton Friis, der havde været med på den store Danmarks-ekspedition til Grønland, fandt ideen oplagt. Men han ville have en maler med. "Den, der sad inde med de bedste egenskaber til udførelsen af sit hverv". For Achton Friis kunne det kun være Johannes Larsen. Og han sagde omgående ja. Samarbejdet resulterede i værket "De danskes Øer", der udkom i årene 1926 - 1928. Materialet til værket blev indsamlet over fire års sommertogter fra 1921-24.

Efter rejserne i 1920'erne blev båden solgt, men mere end 50 år efter fandt Johannes Larsens barnebarn, Jeppe, båden i en lille sydfynsk havn. Den blev herefter købt og restaureret af museet.

Rylen 2

Rylen på nye togter

I sommerperioderne er der ikke mange overliggedage i Kerteminde. Til gengæld ses "Rylen" som en flittig og karakteristisk gæst rundt om i de danske farvande. Den lokale kunstner, Jens Bohr, sejler som skipper hvert år på sommertogt med en række forskellige kunstnere - malere og grafikere, der på hver deres måde fortsætter Johannes Larsens tradition med at skildre de danske øer og kyster. Jørgen Flindt Pedersen og Erik Skibsted har endvidere udgivet lavet tre DVD'er om Rylens Togter.

En lille gruppe af frivillige bidrager til arbejdet med at vedligeholde Rylen og sejle med den.

Rylen 3