Efterårets særudstilling ”Kæde” er en stedsspecifik udstilling, der forholder sig til Johannes Larsen Museet – og herunder de rum, som værkerne vises i.

Åbningstale, KÆDE med Museumsinspektor Malene Linell Ipsen

 De tre kunstnere udgør tilsammen en mini-kunstnersammenslutning, som hedder CHROMA (ordet betyder lys eller farve). De havde for syv år siden, i 2017, en udstilling på Toldboden her i Kerteminde, og jeg kan tydeligt huske den, for den gjorde indtryk på mig. Lea Mi Engholm, Karin Carlander og Iben Høj har nu fundet sammen om at lave en udstilling her til Johannes Larsen Museet, og tak for det. Det er over 1,5 år siden, at vi holdt de første møder om denne udstilling.

 

Der findes både udstillinger og værker, som sender klare signaler eller endog indeholder budskaber, statements og letaflæselige fortællinger. Og så findes der udstillinger og værker, som dem vi bliver præsenteret for i disse lokaler, og som jeg i mangel af et bedre ord vil kalde subtile. Værker, som hver især rummer en stor skønhed, men for fleres vedkommende også en form for mystik. Ikke sådan forstået, at de lukker sig ikke om sig selv, men de appellerer til, at man som beskuer henter nogle indre billeder frem, former sine egne fortolkninger og måske fremkalder noget, som man tidligere har set, tænkt, oplevet eller følt.

 

Jeg vil tillade mig at dykke ned i et par af udstillingens værker:

I Kuppelsalen præsenterer de tre kunstnere fællesværket FLUKTUS (ordet betyder bølge eller strømning). Ja, hele udstillingen er et fælles værk, men FLUXTUS-værket har de tre decideret haft deres tilsammen seks hænder dykket ned i, idet de voldsomt lange og mange tråde af hør og polyamid (det er dét materiale, som man tidligere kaldte nylon) både har været udspændt på Karin Carlanders væv og siden været sat på som masker på den 12 meter brede strikkemaskine på Statens Værksteder, som Iben Høj betjente sig af under processen. Lea Mi Engholm har skabt de keramiske former, der flankerer kæmpeværket ved gulvet. Dem vil jeg vende tilbage til.

Under ophængningen af dette værk kaldte kunstnerne FLUKTUS for ”Damen” – ”Så nu er Damen kommet op at hænge”, sagde de, og ja, denne her kjole tilhører muligvis en monstrøs kvinde, som jeg ville føle mig utryg ved at møde i en dårligt oplyst baggård en sen aften. Damen eller kjolen er som nævnt omkranset af Lea Mi Engholms æg (det kalder jeg dem) æg, der er ved at klække. Er det mon kvindens afkom, der er på vej? Og hvad er det, der kommer ud af æggene? De reb- og trådlignende formationer giver både mindelser om dyr – måske nogle for længst uddøde af slagsen – og om mytologiske væsener. Måske bliver de en dag ligeså urovækkende som deres mor. Og titlen taget i betragtning er Havet måske deres mor.

 

Her i salen ser I på bagvæggen Karin Carlanders vævede tæppebaner. Hun ønskede helt fra begyndelsen af processen at væve en serie tæpper, som med en klar reference til Fynbomalerne skulle handle om årstidernes skiften. Karin har fortalt, at hun en aften så Kunst-quizzen i TV, og der blev vist et maleri af Fritz Syberg. Det forestillede en pløjemark med hvide snestriber i plovfurerne – et motiv, som Syberg holdt meget af – og pludselig havde hun ideen til, hvordan tæpperne skulle udformes. Man aner snestriberne, men også de lysgrønne farver fra forårets bøgetræers løv.

 

Lea Mi Engholms snoede keramikskulpturer, ”super-coils”, er til dels skabt under indflydelse af implosion, har hun fortalt. Altså det modsatte af en eksplosion. Når hun snor og snor de lange tråde eller pølser af ler, begynder de på et tidspunkt at sno sig selv – lidt som når man bliver ved med at sno fx en bomuldstråd og lægger den dobbelt, hvor den snor ”sig selv” videre eller danner kurrer på tråden (deraf udtrykket at der er en kurre på tråden). .

Allerede første gang jeg så Leas keramiske værker, tænkte jeg, at der var noget tekstilt over deres udtryk. De minder mig om de bundter af rebstumper, som man finder skyllet op på stranden mellem sepiaskaller, tang og knivmuslinger ved Vestkysten.

 

Nordlys-installationen er Iben Højs værk. Den er fremstillet på strikkemaskiner – flere på én gang – af mange meget tynde tråde, der følges ad. En af de syntetiske tråde hedder ”Glowing in the dark”, og den kan opfange lyset i dagtimerne. Vi må, når det begynder at blive tidligt mørkt i november eller december invitere til, at man kommer og ser værket lige før lukketid og med skodderne rullet ned for vinduerne.

 

I Havestuen hænger Karin Carlanders vævning ”Stejlepladsen”, som er en direkte hilsen til Kerteminde, hvor hun er vokset op. Hvis man har nået en vis alder, vil man kunne huske, at fiskerne engang tørrede deres garn enten ved at lægge dem direkte på marehalmen på strandene eller hænge dem på stativer på stejlepladsen. Der var tale om fiskegarner af bomuld og hamp, og de skulle tørre for ikke at rådne. I øvrigt blev garnerne også behandlet med tjære, og det lugtede dejligt. I vore dage består fiskenet af syntetiske, vandafvisende materialer, så de skal ikke tørres, men Karin Carlander har valgt at give de ultrafint vævede ”fiskenet” samme farve som nutidens garner – dog afbrudt af et par gule tråde – og de balancerer på rundstokkene med få grams nøjagtighed – som når man laver en uro, og den mindste vægtforskydning får det hele til at tippe.  

 

Jeg kan ikke gennemgå samtlige værker, men I kan forestille jer, når I går fra Havestuen og videre ind i det første lille rum, at nu er I under vandet. Her ser I gopler med lange fang-tråde og nogle værker med titlen koraller. Lea Mi Engholm og Iben Høj har arbejdet sammen om korallerne, idet Ibens strikkede genstande er blevet dyppet i flydende porcelænsler, hvorefter objekterne er blevet brændt i den keramiske ovn. Det tekstile indhold er helt brændt væk i ovnen, og den korallignende porcelænsmasse står tilbage. Det samme gælder de hvide værker, som er skabt på samme måde, og de minder mig om de afpillede skrog af døde svaner, som undertiden ligger og skvulper i strandkanten.

I det sidste rum i rundgangen på udstillingen møder I Karin Carlanders værk ”Jøvet” – så nu er vi over vandlinjen igen. Jøvet er en høj bakke eller klint på Fyns Hoved nord for Kerteminde. Karin Carlander færdedes som barn og ung meget på Fyns Hoved, og hun har æret og sendt en hilsen til området ved at væve nogle stenformationer og stablet dem op, som de lå på strandkanten. Stenenes tyngde transformeret til tekstil; deres hårde, vandslebne overflade gengivet i vævningens bindinger/trådenes krydsen hinanden.

 

Umiddelbart er tekstil og keramik så forskellige i deres udtryk og selvfølgelig også forgængelighedsgrad – der findes arkæologiske fund af keramik, som er tusinder af år gamle, mens tekstil kun overlever under helt specielle bevaringsforhold. På denne udstilling præsenterer de tre kunstnere på forunderlig og tankevækkende vis, at kunstneriske frembringelser af ler og tekstil kan leve i en samhørighed og også berige hinanden.  

Trods et andet valg af materialer, former, teknikker og farver end dem, som man ofte bliver præsenteret for her på stedet, er udstillingen KÆDE skabt til Johannes Larsen Museet, og den forholder sig på smukkeste vis til stedets grundværdier og kerne.