pixel

Aldrig færdig, altid på vej

Fødselsdagsportræt af Else Marie Mortensen på Johannes Larsen Museet

Tidligere i februar kunne Else Marie Mortensen fejre sin 80-års fødselsdag, naturligvis afholdt privat i Kaffehusets behagelige rammer. Museet benyttede dog også en morgenstund til at fejre Else Marie og et energisk, dedikeret og mangeårigt samarbejde.

Ud over 35 år som souschef i en børnehave har Else Maries arbejdsliv og frivillige engagement været tæt knyttet til Møllebakken i årtier. Og intet tyder på, at det stopper foreløbig.

En gave, der blev begyndelsen

I 1999 forærede kunstneren Ida Holm Mortensen – en mangeårig veninde – et medlemskab af museumsforeningen til Else Marie. Datteren var taget på efterskole, og der var blevet lidt for stille i hjemmet.

Ida var kendt som en handlekraftig kvinde. Hun havde hørt, at Kaffehuset manglede én til at bage kringle. Else Marie takkede nej til netop den opgave, men blev i stedet foreslået som kustode i den nye særudstillingsbygning Vingen – en mulighed, der vakte hendes interesse. Hun husker dog tydeligt ubehaget ved at skulle benytte en mobiltelefon.

Ved siden af sit arbejde i børnehaven blev Else Marie herefter kustode hver fjerde weekend. Efter et par år blev hun desuden ansat som ferieafløser og weekendmedarbejder i museumsbutikken. Engagementet voksede – stille og roligt, men vedholdende.

At holde rent frem for at gøre rent

I 2011 afsluttede Else Marie sit arbejdsliv i børnehaven. Det åbnede mulighed for at lægge endnu flere kræfter på museet. Hun fik ansvaret for rengøring og opsyn med malerier og øvrigt inventar i kunstnerhjemmet – en opgave, hun udførte med passion og kompromisløs grundighed.

Hovedrengøring kunne indebære en tandbørste i sprækkerne mellem gulvbrædderne. Skimmelsvamp, sølvfisk, borebiller og edderkopper fik vanskelige vilkår i Villaen. Som Else Marie selv siger, ynder hun at holde rent frem for at gøre rent.

Den indsats er ikke gået ubemærket hen. Museets konservatorer har gennem årene udtrykt stor anerkendelse for hendes arbejde og omhu.

Frivillig – og uundværlig

Parallelt med det lønnede arbejde har Else Marie i mange år været en del af museets frivilligstab. Hun hjælper ved arrangementer, passer museets drivhus og træder til, hvor der er behov.

I 2021 stoppede hun i museumsbutikken og med de faste rengøringsopgaver, men fortsatte som frivillig – en rolle museet har stor glæde af. Og historien tager endnu en drejning: I 2026 genansættes Else Marie til igen at varetage rengøring og opsyn med Villaen.

Samtidig passes det lille drivhus til perfektion. Vinterhaven og de udendørs krukker nyder godt af hendes grønne fingre, når der er brug for en hjælpende hånd.

Aldrig færdig. Altid på vej.

Tillykke med de første 80 år fra os alle på JLM.

Fødselsdagsportræt af Else Marie

Se flere nyheder

Sommerferie med kunst, natur og kreative oplevelser for hele familien

Sommerferie med kunst, natur og kreative oplevelser for hele familien

Sommeren har for alvor indfundet sig i Kerteminde, og på Johannes Larsen Museet inviterer sæsonen til fordybelse, kreativitet og nærvær. I forbindelse med skolernes sommerferie fra uge 27 til 32 åbner museet dørene for en række oplevelser, hvor både børn og voksne kan...

En ugle fylder rundt

En ugle fylder rundt

Christine Swane var en alsidig kunstner. Også som keramiker og tekstilkunstner skabte hun enestående værker. Det er en gave, at hendes store kunstneriske bredde nu kan blive beundret i Kerteminde.

Rylens sommertogt 2026

Rylens sommertogt 2026

Kunst, sejlads og fortællinger fra Smålandsfarvandet Den 31. maj 2026 sejler Rylen igen ud i Smålandsfarvandet med kurs mod øer, fjorde og små havne langs Sydsjælland og Lolland-Falster. De vil blandt andet besøge Omø, Agersø, Vejrø, Femø, Askø, Nyord og en række...

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!