Din kurv

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

Flot fondsstøtte til stor Sybergudstilling i efteråret 2024

jan 25, 2024

Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond yder generøs støtte til efterårets store særudstilling Fritz Syberg. Livet vil! på Johannes Larsen Museet. En del af støtten er øremærket til både et spændende bevaringsprojekt og nye formidlingstiltag i forbindelse med udstillingen.  

Til efteråret kan du opleve en af de helt store fynbomalere på Johannes Larsen Museet, når der stilles skarpt på Fritz Sybergs liv og virke i udstillingen Fritz Syberg. Livet Vil! Det er 14 år siden, museet sidst har haft en monografisk udstilling om kunstneren, og udstillingen vil vise en række af Sybergs hovedværker.

”Vi er meget, meget taknemmelige for den flotte støtte fra både Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden til udstillingen med Fritz Syberg. Det gør det blandt andet muligt at undersøge og konservere en række Sybergværker og lave en udstilling med et nyt blik på den spændende fynbomaler, ligesom det giver os muligheden for at søsætte nye formidlingstiltag i samarbejde med Kerteminde Kommune,” lyder det fra Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer.

Kontrasterne mellem glæde og sorg
Udstillingen om Fritz Syberg kommer til at handle om mennesket bag kunsten, og hvordan kunstneren gennem med- og modgang har udtrykt sig i sine malerier. Til udstillingen følger et meget spændende bevaringsprojekt i samarbejde med Bevaringscenter Fyn. Igennem analyser af udvalgte Fritz Syberg værker bliver det muligt at komme helt ned penselstrøg og farvevalg og undersøge Sybergs teknik. Desuden skal enkelte værker konserveres, så de er bedst muligt bevaret for fremtiden, og de konserverede billeder vil kunne ses i udstillingen.

”Vi glæder os til at lave en stor udstilling om Fritz Syberg, hvis op og nedture i livet blev spejlet så fremragende i hans kunst. Sybergs liv var fuld af kontraster. Der var glæde, og der var stor sorg. Glæden var helt klart familien, og det kan ses i de nære familieportrætter fra bl.a. Pilegården og Fyns Hoved. Til gengæld er sorgen og livets mørke sider at finde i de melankolske illustrationer til ’Historien om en moder’. Men på trods af modgang, så ville Fritz Syberg livet, og det er præcis det, udstillingen kommer til at sætte fokus på,” siger Anna Stensgaard Nielsen, museumsinspektør på Johannes Larsen Museet.

I forbindelse med udstillingen bliver der også oprettet et nyt formidlingstiltag med fokus på familier. Formålet med formidlingsprojektet er at skabe et spændende forløb om kunst, hvor museet danner en autentisk og inspirerende ramme. Museet er derfor indgået i et samarbejde med Kerteminde Kommune, der har de nødvendige kanaler til at nå ud til denne specifikke målgruppe.

En stor tak fra Johannes Larsen Museet til Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond for den generøse fondsstøtte til projektet.

Udstillingen Fritz Syberg. Livet vil! kan ses på Johannes Larsen Museet i Kerteminde i perioden 12. oktober – 26. januar (2025).

Billede: Et af de billeder fra museets samling, der forventes at blive konserveret i samarbejde med Bevaringscenter Fyn, er det smukke ‘Pilegården bag bakken’ malet af Fritz Syberg i 1939. Foto: Ole Friis.

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!