pixel

Ikonisk værk vender hjem til Møllebakken

I april kom Johannes Larsens maleri ”Springvandet” (1920) på auktion hos Bruun Rasmussen. Johannes Larsen Museet har tidligere lånt værket til en særudstilling i 2017, og har længe ønsket at erhverve det til museets samling. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet lykkedes det at købe maleriet hjem til Kerteminde fra privateje i København.

Det første gæsterne ser, når de træder ind på Johannes Larsen Museet, er det fine springvand i gården. Lyden af det pludrende vand, hvor ænder bader og drikker, er en del af oplevelsen på museet. Og det er netop springvandet, der er gengivet på det nyindkøbte værk, der nu er på vej til Møllebakken.

Johannes Larsen er især kendt som fuglemaler, men hans interesse for havebrug, botanik og landskab var også væsentlig. På Møllebakken i Kerteminde var haven og hjemmet i sig selv et helhedsværk, som udgjorde et centralt motiv for familien og deres venner og kunstnerkollegaer i fynbomalernes kreds. Det er derfor tydeligt at se malerens glæde ved sit hjem og den nære motivverden i ”Springvandet”. Med stolthed gengiver Larsen den velanlagte, alsidige have, hvor Larsen-familien havde mange sjældne planter, stensætninger og et rigt dyreliv. På billedet er det sommer, træerne står grønt, og der er masser af lys i penselstrøgene.

Johannes Larsen har malet flere motiver i haven, især med fugle, ofte i nærbilleder eller tableauer ude omkring i haven samt enkelte udsigter fra villaen. ”Springvandet” er dog enestående som motiv, fordi det er så uløseligt forbundet med hjemmet. Springvandet ligger nemlig lige der, hvor Alhed og Johannes Larsen begyndte at bygge deres hjem i 1901-02, og på maleriet ses da også lige et hjørne af Villaen. Særligt er det også, at der også findes et fotografi af motivet, der menes at være taget omkring 1920 – altså samtidig med at Johannes Larsen arbejdede på værket.

”Springvandet” kan nu ses i Villaen på Johannes Larsen Museet.
Stor tak til Ny Carlsbergfondet for støtten.

Fotografi af springvandet på Møllebakken, formentlig taget af kunstneren selv eller et familiemedlem omkring 1920. Kerteminde Byhistoriske Arkiv.
Fotografi af springvandet på Møllebakken, formentlig taget af kunstneren selv eller et familiemedlem omkring 1920. Kerteminde Byhistoriske Arkiv.

Se flere nyheder

En ugle fylder rundt

En ugle fylder rundt

Christine Swane var en alsidig kunstner. Også som keramiker og tekstilkunstner skabte hun enestående værker. Det er en gave, at hendes store kunstneriske bredde nu kan blive beundret i Kerteminde.

Rylens sommertogt 2026

Rylens sommertogt 2026

Kunst, sejlads og fortællinger fra Smålandsfarvandet Den 31. maj 2026 sejler Rylen igen ud i Smålandsfarvandet med kurs mod øer, fjorde og små havne langs Sydsjælland og Lolland-Falster. De vil blandt andet besøge Omø, Agersø, Vejrø, Femø, Askø, Nyord og en række...

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!