pixel

Jule- og nytårshilsner fra Larsen til Philipsen

Johannes Larsen Museet har med støtte fra Tulle og Nans Fond erhvervet to fine eksempler på venskabet mellem Theodor Philipsen (1840-1920) og Larsen-familien: En lille bog, formodentlig fra årsskiftet 1913/14, hvor Johannes Larsen har indsat tryk fra sit kommende grafiske værk, illustrationerne til Blichers ”Trækfuglene” samt nogle små hurtige skitser bl.a. af landsvaler.

I bogen er også, ved første øjekast lidt overraskende, placeret et ekslibris ”CAM” med fuglemotiv. Bag bogstaverne gemmer sig kommunelæge Mentz. Han var kunstsamler og øjensynlig en del af kredsen omkring Philipsen. Under 1913-trykket af stærene har Johannes Larsen skrevet ”Kære Philipsen. En glædelig Jul og et godt Nytaar ønskes Du af Alhed og Johannes Larsen”.

Som bonus lå der også inde i bogen et lille postkort med det velkendte foto af Johannes Larsen med piben i munden og med odderen Jokum i favnen stående i Vinterhaven (der netop var bygget sammen med Værkstedet i årene forinden). Brevet er stemplet 24.12.1918 og sendt til ”Maleren Hr. Th. Philipsen Livjægergade 17 Kjøbenhavn Ø” – og er også en lille hilsen ”Kjære Philipsen! Min Kone og jeg ønsker Dig en glædelig Jul og et godt Nytaar og siger Tak for det gamle. Din hengivne Johannes Larsen”.

Selvom Johannes Larsen havde været elev af Kristian Zahrtmann på De Frie Studieskoler, så forblev Philipsen en tydelig mentor og inspirator, især i skildringen af det danske vejr og dyreliv, hvor Johannes Larsen var påvirket af Philipsens impressionistiske malemåde og udtryk. Venskabet varede fra de yngre år og til Philipsens død. Johannes Larsen Museet har to værker af Philipsen, som netop stammer fra Tulle og Nans private samling, et maleri og en pastel, og begge kan ses i Tulle og Nans rum i Samlingen.

Ikonisk værk vender hjem til Møllebakken

Ikonisk værk vender hjem til Møllebakken

I april kom Johannes Larsens maleri ”Springvandet” på auktion hos Bruun Rasmussen. Johannes Larsen Museet har tidligere lånt værket til en særudstilling i 2017, og har længe ønsket at erhverve det til museets samling. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet lykkedes det at købe maleriet hjem til Kerteminde fra privateje i København.

KulturRum: Når kunst og fælleskab åbner nye veje for unge

KulturRum: Når kunst og fælleskab åbner nye veje for unge

Et nyt samarbejde i Kerteminde Kommune sætter fokus på unges trivsel gennem kultur, fordybelse og fællesskaber. Hvordan kan kunst og kultur være med til at skabe nye muligheder for unge, der står udenfor job og uddannelse? Det spørgsmål er udgangspunktet for KulturRum...

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!