pixel

Kunstnere og børn dækker op til jul på Johannes Larsen Museet

okt 21, 2025

I år kan du opleve hele 14 smukt dækkede og inspirerende jule- og festborde på Johannes Larsen Museet. Blandt de inviterede borddækkere er Maja Lisa Engelhardt, Camilla Plum, Veronica Hodges og Alfio Bonanno. Bordene kan ses fra d. 15. november til 4. januar 2026.

Julen er traditionernes tid, og det er blevet lidt af en tradition, at der udstilles jule- og festborde på Johannes Larsen Museet i den kolde tid. Faktisk stammer ideen helt tilbage til 2013, hvor museet dækkede borde i samarbejde med Georg Jensen Damask i Johannes Larsens Værksted. Det blev en stor succes, og året efter blev udstillingen flyttet til Samlingen, hvilket gav mulighed for at udvide med flere borde og invitere gæster udefra til at give deres bud på festlig borddækning.

”Jule- og festborde er blevet en meget populær udstilling i julen. De veldækkede borde skaber glæde og giver inspiration til egne borde, og så taler de lige ind i den gæstfrie ånd, der har kendetegnet Møllebakken, siden det var Alhed og Johannes Larsens hjem. I år bliver der ikke dækket mindre end 14 borde – alle med deres eget unikke udtryk. Det skyldes en flot støtte fra Kerteminde Museumsforening, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke museumsforeningen for deres opbakning til udstillingen,” siger Mette Ladegaard Thøgersen, direktør ved Østfyns Museer.

Detalje af et kreativt bud på et fransk-svensk julebord tydeligt inspireret af naturen. I 2024 stod Tine Gertsen fra Kerteminde bag dette kreative og meget organiske julebord. Foto: Østfyns Museer

Kreative profiler og lokale skoleklasser
De fleste borde kan ses i Samlingen, men også i Villaen, i Kaffehuset og i Atriumgården kan gæsterne opleve et smukt dækket bord. Flere borde får et kunstfagligt islæt, ligesom der inviteres en eller flere kendte og kreative profiler eller kunstnere udefra. En lokal skoleklasse får desuden til opgave at dække et bord i samarbejde med museets formidlingsinspektør. Bordet bliver dækket ud fra et tema, der inddrager elevernes livssyn, tanker og ideer.

Årets borddækkere 2025 er:

  • Maja Lisa Engelhardt, kunstner
  • Veronica Hodges, kunstner
  • Alfio Bonanno, kunstner
  • Charlotte Iben Jensen, kunstner
  • Karin Heilmann: Blomsterdekoratør
  • Birgitte Møller Nielsen: Madskulptør
  • Marianne Boeriths, indehaver af butik Vesterhus i Kerteminde
  • Erik Claudi Jensen og Finn Schmidt, indehavere af Antik Kerteminde
  • ”Christine Swane bord” v. Anna Stensgård Nielsen, museumsinspektør
  • 4. klasses elever med Gudrun Heltoft, formidlingsinspektør
  • Lis Engelbreth, Event- og frivilligkoordinator

Fernisering af 14. november kl. 14.00. Udstillingen åbnes af kunstner Maja Lisa Engelhardt.

Billede øverst:
”Syberg julebordet”. I 2024 dækkede forfatter og tidl. museumsdirektør, Erland Porsmose, dette smukke bord i blå nuancer med udgangspunkt i ”Hans og Grete” keramik. Både Hans og Grete var født ind i kunstens verden. Hans var søn af kunstnerparret Anna og Fritz Syberg, mens Grete var datter af fynbomaleren Peter Hansen. Foto: Østfyns Museer




Hvad kejserne kan lære os om naturen

Hvad kejserne kan lære os om naturen

Jeg har selv store naturoplevelse, som jeg tror, jeg kun har, fordi en kunstner (bl.a. Johannes Larsen) har vist mig skønheden i netop det. Sollysets farvespil i bølgerne på Kerteminde-bugten, dansende stæreflokke over rørskoven ved genbrugspladsen, edderfuglens stille glid på vandet på Kerteminde Fjord.

Larsen-akvarel fra Grønland udstilles for første gang i Kerteminde

Larsen-akvarel fra Grønland udstilles for første gang i Kerteminde

I 1925 malede Johannes Larsen spidsgatteren ”Angut” i Grønland og forærede akvarellen til Ida Louise & Jens Daugaard-Jensen. Nu har efterkommere af familien tilbudt museet at låne det fine værk i forbindelse med museets 100 års-jubilæumsudstilling ”Johannes Larsen i Grønland 1925”.

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!