Det er slutningen af september, og vi nærmer os med hastige skridt sidste visningsdag for Johannes Larsen Museets store sommerudstilling i 2021, ”Færøske billeder – Samuel Joensen-Mikines”. Til 26. september kan man se eller gense udstillingen med Færøernes kunsthistoriske faderskikkelse. Her godt tre måneder efter åbningen er det tid at gøre status over dét, der på mange måder har været en vigtig og betydningsfuld udstilling.
En varm junidag slog vi dørene op på Møllebakken, holdt fernisering i haven, og vel et par hundrede mennesker kiggede forbi (her kan du se mere om åbningsdagen). Dette var i selv en behagelig påmindelse om, at den virus, som indtil et par måneder forinden også havde lagt vores del af samfundet ned og som kun med tøvende skridt øgede besøgstallene i foråret, nu var på retur. Vi kunne igen begynde at mødes og være sammen om kunstoplevelserne og fejringen af nye kulturprojekter. At vi åbnede udendørs, passede til vores tradition for sommeråbninger, og med kunstner og forfatter Bárður Jákupsson fløjet ind fra Færøerne som åbningstaler, oplevedes den relative genåbning af verden meget konkret. Museet var for alvor tilbage, og det var vores gæster heldigvis også.
Velbesøgte Færø-arrangementer og udsolgt smukt illustreret udstillingskatalog
Hvilken sommer. Vi har i den grad oplevet, hvordan udstillingen har haft publikumsinteresse og entusiastisk bevågenhed. Mikines har et betydningsfuldt navn på de små øer i det store hav – og hos mange af dem, der har interesse for Færøerne herhjemme og i udlandet. Nu nyder Mikines sin finale på Møllebakken i fulde drag med besøg fra internationale turister, busgrupper, genbesøg fra aficionados og ramme om flere foredrag og Færø-arrangementer. Statistikkerne taler deres spor, ligesom det nu udsolgte katalog, hvor det hører med til fortællingen, at der indløb bogbestillinger fra Frankrig, Polen, Finland, Island og … Honolulu, hvor en efterkommer af en 1930’er-tandlæge fra Færøerne, Mikines’ verden, var blevet opmærksom på vores udstilling i Kerteminde.
Vi var da også rimelig sikre på, at Mikines ville blive godt modtaget af publikum her på Larsen-museet, med vores Kunst og Natur-profil og flere beslægtede projekter gennem årene parret med tidens interesse for rigsfællesskabet og det norrøne. Også i pressen høstede vi gode ord. Det er heller ikke hver dag, man kan opleve så mange værker af kunstneren samlet på en udstilling, og tiden var i høj grad moden til en ny præsentation af kunstnerens markante billedverden og formidle de mange, spændende fortællinger i den.
“På det personlige plan har udstillingen også været en stor og meget tilfredsstillende opgave for mig – som både kurator og daglig leder. Der var lidt tale om Mikines i huset, da jeg blev ansat, når snakken faldt på mulige udstillingsemner. Og i kraft af min kontakt til familien Mikines og en stadig klarere profilering af Johannes Larsen Museets nordiske satsninger de senere år, så gik projektet for alvor i gang for et par år siden med de forberedelser, som nu en gang indgår i alle større kunstudstillinger. På tværs af nedlukninger og andre forhindringer fik vi skabt grundlaget for projektet, som tog form i takt med at nye billeder kunne skrives på værklisten og nye kontakter tages i brug. Vi kunne have ønsket, at udstillingen var gået videre, men tidernes forhold, hensynet til en del lånere og museernes forrykkede planer mange steder stod i vejen for denne ambition. Til gengæld har vi ikke meget at klage over, når vi ser, hvad der så blev muligt at vise i Kerteminde.”, udtaler Johannes Larsen Museets leder Jeppe Priess Gersbøll.
Stor opbakning fra kulturaktører og presse
Ikke blot var Mikines en stor kunstner, men han var også en mytemager, der var med til at skildre øerne i gamle dage med en ny tids sprog. Han var med til at introducere sin egen profession nordpå: Den professionelle, moderne men i dag alligevel så klassiske billedkunst, og dermed blev han også en central bidragyder til et sindbillede på Færøerne med fjelde, hav, himmel, bygder og mennesker, der lever på kanten af verden – og i den grad gjorde det for små 100 år siden. Den slags husker et folk, der er vokset ud af fortidens trængsler, og hvor naturen altid har haft overhånden i tilværelsen. Her hersker ingen fynsk idyl, det er oftere lyrisk natur- og menneskedrama på lærrederne, men landskaberne og det psykologiske fællesgods taler alligevel så fint ind i vores steds DNA og kunstneriske område. Natur og mennesker.
Især gennem familien fik vi hurtigt forbindelse til vigtige samlere, der i høj grad har leveret en rygrad til visningen, og en del værker var nye for selv kendere af kunstnerens bagkatalog. Mikines er samtidig repræsenteret i mange af vores ypperste museer i Danmark, og herfra var der også en helt overvejende velvilje til udlån og opbakning. Listasavn Føroya, Færøernes Nationalgalleri, havde i mellemtiden skiftet direktør, men både den nuværende og den forrige leder var heldigvis interesseret i vores forehavende, om end enkelte perler af oplagte grunde måtte blive i Tórshavn, da vores højsæson jo også er deres, men vi fik også en række fine lån fra både museet og privat ejere på Færøerne. Den tidligere direktør, Nils Ohrt, fik vi til at skrive en artikel i kataloget, han holdt foredrag hernede og blev i flere henseender en vigtig rådgiver i stort og småt. Ovennævnte Barður J. samt Julie Mikines, barnebarn af kunstneren, bidrog også værdifuldt til sagen gennem deres særlige indsigter i Mikines’ historie og værk.
STOR TAK
Fra Johannes Larsen Museet skal lyde en stor tak til alle samarbejdspartnere, museer, institutioner og ikke mindst private samlere, der har muliggjort, at vi kunne lave denne udstilling. Derudover en tak til alle fondene, der sikrede at ikke mindst de krævende transportposter, kataloget og vores omfattende formidling fik en sikker base. Der blev hentet billeder fra Færøerne i Nord, i Danmark fra Sønderjylland til Nordjylland og mod øst til Bornholm, og i haven på Møllebakken kunne man sommeren igennem bl.a. prøve kræfter med oliemaleriet i Mikines’ og Larsens fodspor. Mikines-udstillingen bidrog uden tvivl til en vellykket og flot højsæson på Johannes Larsen Museet, hvor mange nød deres ferie, Danmarksturné, eller fik anledning til at opdage eller gense Larsens univers i Kerteminde. Eller tage videre ud i verden – måske nordpå – med nyt kunsthistorisk blik. Det er også det, vores særudstillinger undertiden kan.
