Naboejendom bliver en del af Johannes Larsen Museet

mar 6, 2025

Med støtte fra EH Invest af 2014 får Johannes Larsen Museet flere kvadratmeter til rådighed. Møllebakken 5 i Kerteminde er nemlig solgt til Østfyns Museer, og planen er, at villaen senere skal bruges til administrative formål og lager.

Da maleren Johannes Larsen opførte et nyt hjem til sin familie på Møllebakken i Kerteminde, var grunden meget større, end den grund der hører til museet i dag. Overfor Larsens villa, der blev bygget i 1901-2, blev der blandt andet anlagt en stor køkkenhave, og rundt om den tilhørende Svanemølle var der både urtehave og frugttræer.

I 1956 solgte Larsen-familien grunden med køkkenhaven til lærer Peter Pedersen Hjeds, der i mange år havde assisteret i både have og køkkenhave. Hjeds opførte på den nye adresse, Møllebakken 5, en rødstensvilla efter tegninger af arkitekt Gunnar Flyvholm Olsen. Her boede hans familie indtil 1987, hvor ejendommen blev købt af Erling og Jette Klüver. Med den flotte støtte fra EH Invest af 2014 får Johannes Larsen Museet nu efter 69 år malerens ”køkkenhave” tilbage, og det vækker glæde på museet.

”Først og fremmest skal der lyde en stor tak til EH Invest af 2014 for at gøre dette muligt. Vi har i mange år været presset på kontorpladser og opbevaringsplads på Johannes Larsen Museet. Nu fremtidssikrer vi museet, så ejendommen lige ved siden af kan bruges til museumsformål, og det er helt fantastisk. På den måde optimerer vi uden at skulle bygge nyt, hvilket ligger i tråd med museets fokus på bæredygtighed. Også en kæmpestor tak Jette og Erling Klüver for deres store velvillighed over for museet, og for at gøre handlen mulig,” siger Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer.

Luftfoto fra 1948. Her ses hvordan grunden overfor Johannes Larsens villa var en stor og velanlagt køkkenhave. Med købet af Møllebakken 5 får Johannes Larsen Museet den gamle ’køkkenhave’ tilbage. Foto: Sylvest Jensen, DK set fra luften.

Det historiske miljø på Møllebakken bevares
Møllebakken 5 har som nævnt været ejet af Jette og Erling Klüver siden 1987. Begge har i mange år haft stor indflydelse på Johannes Larsen Museet. Ikke kun via det gode og altid hjælpsomme naboskab, men også ved at indgå i det frivillige arbejde som rundvisere på museet. Jette er tillige også en af de frivillige brodøser på Vikingemuseet Ladby, og Erling har i flere år siddet i bestyrelsen for Kerteminde Museumsforening og i Østfyns Museers bestyrelse. Interessen for museet og kulturen i Kerteminde stikker altså dybt.

Det har gennem tiden været et ønske fra parret, at deres ejendom på en eller anden måde skulle føres tilbage til Johannes Larsen Museet. Dermed kunne de være med til at sikre, at det fine historiske miljø omkring museet og møllen bevares og beskyttes mod nybyggeri. Dette ønske er nu blevet til virkelighed, hvor begge parter har underskrevet købsaftalen.

I købet af Møllebakken 5 indgår en lejekontrakt. Det betyder, at Jette Klüver, der bor i ejendommen i dag, kan blive boende så længe, hun ønsker.  Østfyns Museer kan ikke bruge hverken hus eller have, før den dag Jette vælger at flytte.

Billede øverst: Møllebakken 5 i Kerteminde. Rødstensvillaen fra 1956 bliver en del af Johannes Larsen Museet. Foto: Østfyns Museer.

Optræk til rekordstort kunstnerisk fugletræk

Optræk til rekordstort kunstnerisk fugletræk

Hele vinteren er fugle i alle afskygninger og i stort antal trukket til Kerteminde. Anledningen er, at Johannes Larsen Museet har udskrevet et open call for værker til udstillingen Fugl. En stor udstilling der hvert tredje år tager pulsen på fuglen i samtidskunsten.

Johannes Larsens ordknappe kærlighed

Johannes Larsens ordknappe kærlighed

”Allerkæreste Alhed jeg har nu fyldt Papiret med en hel Masse Sludder og det er vist et i Forhold til Størrelsen temmelig kedeligt Brev. Meningen er god nok, men jeg synes det er noget fattigt at jeg ikke kan skrive saa meget alene om min Kærlighed, det næsten ligner...

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!