Nyerhvervelser fra særudstillingen ALHED LARSEN 150 ÅR

sep 23, 2022

Otte værker af Alhed Larsen og et portræt fra privateje forbliver på Møllebakken Særudstillingen ”Alhed Larsen 150 år” har sidste visningsdag på søndag den 25. september. De mange indlånte værker fra museer og ikke mindst privateje skal snart retur til deres ejere, men ikke alle. Johannes Larsen Museet har fra privateje fået doneret i alt fire pastelværker, og efterfølgende har museet erhvervet tre oliemalerier og en tegning af Alhed Larsen samt et portræt af hende malet af Johannes Larsen, ligeledes fra privateje.

De fem værkkøb er muliggjort takket være flot økonomisk støtte fra Tulle og Nans Fond samt Carl og Sinna Blicher-Retpens Fond i fællesskab. Begge husfonde har tillige givet tilsagn om midler til konservering af de nyerhvervede billeder, så de sikres for eftertiden til glæde for museets gæster og fortællingen om Alhed Larsen og hendes kunst.

Jeppe Priess Gersbøll, leder af Johannes Larsen Museet, siger: ”Det er en stor glæde for os at kunne udvide bestanden af Alhed Larsens værker samt portrættet af hende. En stor og varm tak til givere og sælgere af værkerne samt til fondene, der har muliggjort nyerhvervelser og midler til bevaring. Fejringen her i 2022 har formået at sætte en streg under Alheds betydning som kunstner, hvilket er blevet bekræftet af pressen og de mange besøgende. Museet ejer den største samling af hendes billeder, men vi må sige, at denne særudstilling aldrig havde løftet sig uden velvillige værklån fra Faaborg og Brandts, samt ikke mindst, fra privateje. Alhed Larsens produktion er ikke stor i forhold til f.eks. Johannes Larsens, og en del billeder har vi desværre ikke kendskab til i dag. Men ligesom mange gæster på udstillingen, og i øvrigt også Alheds efterkommere, er vi selv blevet overrasket over hvor mange billeder, der alligevel har kunnet mønstres til udstillingen her og som viser hendes åbenlyse kvaliteter. Så det er en god dag at kunne offentliggøre, at adskillige af de privatejede værker forbliver på Møllebakken.”

Det drejer sig om følgende:

Alhed Larsen:

Asters i vase. U.å. Olie på

lærred. 51 x 51 cm

Clivia. U.å. Olie på lærred. 65,5 x 65,5 cm

Hyacinth. U.å. Olie på lærred. 44 x 26,5 cm

Amaryllis. U.å. Pastel på papir. 42 x 49 cm

Påfugle på havegang. U.å. Pastel på papir. 64 x 49 cm

Tulipaner på bassinkanten. U.å. Pastel på papir. 58,5 x 48,5 cm

Svaner i dam. U.å. Pastel på papir. 66 x 72,5 cm

Anemoner. U.å. Pen på papir. 24,5 x 29 cm

Johannes Larsen:

Portræt af Alhed. 1906. Olie på lærred. 100 x 58 cm

De fire pasteller afspejler Alhed Larsens eksperimenterende og helt personlige tilgang til mediet, mens oliebillederne viser forskellige perioders teknikker og udtryk, både det fortættede og det skitseprægede. Tegningen ligner et ungdomsarbejde under indflydelse af Alheds første lærer, Fritz Syberg. Johannes Larsens statelige helfigursportræt af Alhed i det gamle atelier er også en fin tilføjelse til portrætterne af hustruen og kunstnerkollegaen i deres fælles hjem.

Udvidelsen af Alhed Larsen-samlingen, det øgede overblik over hendes kunstneriske arbejde og ikke mindst den store forskningsbaserede biografi rækker ud over særudstillingen og bidrager til hovedfortællingen på Møllebakken og historien om Fynboerne og de kvindelige kunstneres vilkår og uddannelse. Der vil i kraft af billederne og det voksende arkivmateriale være basis for mere forskning, ny formidling og gode museumsoplevelser, hvor Alheds fortælling kan stå tydeligere og mere nuanceret end hidtil. Det har sommeren 2022 allerede bevist, bl.a. med det populære pastelværksted i Møllebakkens have og de mange rundvisninger og arrangementer i Alheds ånd.

Flere af de nyerhvervede værker trænger til en del konserverende behandling og vil have brug for en tur ”på værksted” inden de udstilles igen for længere tid, men alle billederne kan altså opleves på særudstillingen her i den sidste weekend blandt de knap 80 værker af Alhed Larsen! Museet forventer at udstille flere af de nye billeder i forbindelse med genophængningen af Alhed Larsens malestue og i den faste samling i efteråret.

Naboejendom bliver en del af Johannes Larsen Museet

Naboejendom bliver en del af Johannes Larsen Museet

Med støtte fra EH Invest af 2014 får Johannes Larsen Museet flere kvadratmeter til rådighed. Møllebakken 5 i Kerteminde er nemlig solgt til Østfyns Museer, og planen er, at villaen senere skal bruges til administrative formål og lager.

Optræk til rekordstort kunstnerisk fugletræk

Optræk til rekordstort kunstnerisk fugletræk

Hele vinteren er fugle i alle afskygninger og i stort antal trukket til Kerteminde. Anledningen er, at Johannes Larsen Museet har udskrevet et open call for værker til udstillingen Fugl. En stor udstilling der hvert tredje år tager pulsen på fuglen i samtidskunsten.

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!