pixel

Rylens sommertogt 2026

Kunst, sejlads og fortællinger fra Smålandsfarvandet

Den 31. maj 2026 sejler Rylen igen ud i Smålandsfarvandet med kurs mod øer, fjorde og små havne langs Sydsjælland og Lolland-Falster. De vil blandt andet besøge Omø, Agersø, Vejrø, Femø, Askø, Nyord og en række mindre øer og kyststrækninger i området. Ombord er billedkunstnere og forfattere, der sammen med skipper og tovholder Jens Bohr sejler ud gennem Smålandsfarvandet for at indfange naturens skiftende stemninger, livet langs kysterne og omsætte mødet med landskabet til kunstneriske fortællinger, skitser og sanselige indtryk.

En historisk sejlads

Rylen har en ganske særlig historie. Det var med denne historiske bæltbåd, at Johannes Larsen og Achton Friis i begyndelsen af 1920’erne sejlede ud for at skildre naturen, kulturen og livet på de danske øer. Rejserne blev til værket De Danskes Øer, som gennem fire år dokumenterede det danske ørige og stadig står som et enestående kulturhistorisk værk.

I dag er Rylen genopstået som kunstnerisk platform, hvor en ny generation af kunstnere viderefører arven og møder landskaberne med nutidige blikke og kunstneriske udtryk. Undervejs samler kunstnerne noter, skitser, fotografier og indtryk, som senere bearbejdes til egentlige værker og udstillinger.

Jens Bohr som skipper og tovholder

Jens Bohr står centralt i projektet som både skipper og tovholder. Han er selv billedkunstner og har sejlet med Rylen i mere end 20 år i forbindelse med forskellige kunst- og kulturprojekter. Med sit indgående kendskab til skibet, farvandene og livet til søs skaber han rammen om en sejlads, hvor kunstnerne kommer tæt på naturen, vejret og de små øsamfund.

Undervejs er det ikke kun destinationerne, men også selve rejsen og fællesskabet ombord, der er i centrum. Rylen fungerer som både arbejdsrum, mødested og flydende atelier.

Skipper og kunstner Jens Bohr. Sommertogt 2025.

På årets sommertogt deltager Erland Porsmose, tidligere direktør for Østfyns Museer, kunstnere Steffan Herrik, Ole Akhøj, Lars Heiberg, Martin R. Olsen, Claus Handgaard, Bo Mølgaard, Milena Bonifacini, Anne Marie Ploug, Toni Larsen, Lotte Kirkeby, Oscar Yran, Dina Lundvall Nielsen, Mia Nelle Drøschler, Heine Skjerning og Mogens Nørgaard. De bidrager hver især med deres egne perspektiver og kunstneriske udtryk gennem maleri, grafik, fotografi, skitser, fortællinger og visuelle notater fra livet til søs og på land.

Fra Rylens logbog, 2025

“3. august 2025

Sejler fra Bisserup 10.30 i svag vind fra vest-sydvest, sætter storsejl og fok og flyver med kurs mod Vejrø. Vi er omgivet af store skyformationer, der tårner sig op, flader ud og ligner tordenvejr og skybrud mod nord, sydvest og øst, men her midt i Smålandsfarvandet er der sol.

…Vi er omgivet af store skibe i havnen og ligger godt i læ. Det viser sig at være heldigt. I løbet af natten tiltager vind og regn. Vi vågner lidt våde hist og her, spiser havregrøden indenbords, sætter dobbeltreb i storsejlet og sejler afsted i meterhøje bølger med 8-14 m/s og 6-7 knob nord om Femø. Forbi Storstrømsbroerne og ind til Vordingborg.”

Som logbogen fra 2025 beskriver det, kan en dag begynde i sol over Smålandsfarvandet og ende i hård vind og meterhøje bølger nord om Femø. Sejladsen handler netop om oplevelsen undervejs – om skiftende vinde, høj sø, stille morgener i havn og lange dage blandt små øsamfund.

Toni larsen og Milena Bonifacini. Danske Skansen. Guldborg. 2025. Foto: Jens Bohr

Udstillinger i 2027

I 2027 vil resultaterne af sejladserne blive vist på en række udstillinger hos blandt andet Vordingborg Kunstforening, Nakskov Kunstforening og Skælskør Kunstforening som en vandreudstilling gennem forår, sommer og sensommer 2027.

Opdateringer fra togtet

Togtet kan følges på Rylens Facebook-side og Instagram-side, hvor der løbende deles billeder, stemninger og indtryk fra de danske kyster og livet ombord. En oplagt mulighed for at følge med i både kunstneriske processer og sejlerlivets små og store øjeblikke.

Ikonisk værk vender hjem til Møllebakken

Ikonisk værk vender hjem til Møllebakken

I april kom Johannes Larsens maleri ”Springvandet” på auktion hos Bruun Rasmussen. Johannes Larsen Museet har tidligere lånt værket til en særudstilling i 2017, og har længe ønsket at erhverve det til museets samling. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet lykkedes det at købe maleriet hjem til Kerteminde fra privateje i København.

KulturRum: Når kunst og fælleskab åbner nye veje for unge

KulturRum: Når kunst og fælleskab åbner nye veje for unge

Et nyt samarbejde i Kerteminde Kommune sætter fokus på unges trivsel gennem kultur, fordybelse og fællesskaber. Hvordan kan kunst og kultur være med til at skabe nye muligheder for unge, der står udenfor job og uddannelse? Det spørgsmål er udgangspunktet for KulturRum...

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!