SÆRUDSTILLING: Havet
13. februar til 30. maj 2027
Kirsten Holm. HAVET
Keramik og billedkunst
Havets mange stemninger og naturens forunderlige former er omdrejningspunktet for denne udstilling med værker af kunstner Kirsten Holm. Med udgangspunkt i havet omkring sit hjem på Læsø udforsker hun naturens materialer og udtryk gennem keramik og billedkunst.
I sine keramiske værker arbejder Kirsten Holm eksperimenterende med naturens egne elementer. Strandfund som sten, fossiler og østersskaller får nyt liv som formbærere. Det er nemlig strandfundene der danner grund for værkets begyndelse og afslutning. Holm har igennem sit virke eksperimenteret med brændinger og glasur, og også inddraget naturelementer i denne proces.
Havet rummer både ro og vildskab. De åbne horisonter og lange kig kan give en følelse af frihed og fordybelse, mens bølgernes kraft og det omskiftelige vejr, vidner om naturens mere dramatiske sider. Sidstnævnte egenskab kommer særligt til udtryk i Kirsten Holms blyants- og kultegninger fra Færøerne, hvor havets urolige og kraftfulde karakter træder frem.
Udstillingen viser et bredt udvalg af de medier, Kirsten Holm arbejder med, og du kan opleve både tegninger og akvareller samt keramiske værker.
Udstillingsperiode: 13. februar til 30. maj
Sted: Længen, Johannes Larsen Museet
Foto øverst: Kunstneren