Din kurv

Ingen varer i kurven.

Vælg en side

SÆRUDSTILLING

FARVESPIL.
Fynbomalernes palet

Johannes Larsen Museet
17. juni – 24. september 2023

Faaborg Museum
18. juni – 10. december 2023

 

 

 

“et godt eksempel på, hvordan man kan gøre kunst mere forståeligt for ikke bare en lukket kreds af kunstkendere”.
Jens Rolighed, Kunstavisen

”Inspirerende udstilling”
@hanneraunsmed, Instagram

”Meget smuk udstilling. Meget spændende omkring farvespillet”
Gæstebogskommentar

”Skøn dag, berigende og dygtig særudstilling”
Gæstebogskommentar

To udstillinger – to museer – en fælles farveglæde

Fynbomalerne tænkte bogstavelig talt i farver og var dybt optaget af dagens farve og dagens lys, det særlige nærværs oplevelse, der skulle gives videre i billedform. Lige så vigtigt var hjemmenes markante farver med vægge i kraftige blå, gule, grønne og røde nuancer. Fynbomalernes kunst er skabt til at indgå i farvedialog med de historiske omgivelser. Her i Kerteminde er det Alhed og Johannes Larsens kunstnerhjem, i Faaborg er det museumsbygningen, som kan opleves sammen med fynbomalernes farver.

Udstilling om Fynbomalernes Farveunivers

Med Farvespil. Fynbomalernes palet er Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet gået sammen om et fælles mål: At kaste nyt lys over såvel velkendte som mindre kendte værker på tværs af museernes samlinger med udgangspunkt i farven og derigennem belyse malernes palet. Man kan opleve værker af kunstnerparrene Alhed og Johannes Larsen, Anna og Fritz Syberg, samt Peter Hansen, Jens Birkholm, Christine Swane og en række andre malere med tilknytning til kunstnergruppen. Fynbomalernes hovedmuseer i Faaborg og Kerteminde benytter projektets udveksling af værker til to kunsthistoriske lystvandringer og undersøgelser. Disse kunstneres farver har ikke tidligere været genstand for særskilt opmærksomhed, og udstillingerne inviterer på en perspektivrig, uhøjtidelig og intuitiv indgang til deres kunst baseret på de særlige farveforståelser og maleriske virkemidler, som optræder i deres værker.

Fynbomalerens værker er struktureret i farvekategorierne blå, blå-okker, gul-gylden, rød, grøn, hvid, komplementærfarver og gråvejrsfarver. På udstillingen vises oliemalerier, enkelte pasteller og et rum med akvareller. Dertil kommer kunstnerhjemmet og eksempler på dets farvesætning samt Johannes Larsens vægudsmykninger. I udstillingen kan publikum gå på opdagelse eller bidrage aktivt med tanker og spørgsmål om farver. Måske kan denne udstilling lade fynbomalernes kunst og farvesætning inspirere til nye, hjemlige farvespil?

Fritz Syberg: Blomstrende fingerbøl og pige (Rabbe). 1921.<br />
Olie på lærred. 75 x 99 cm. Johannes Larsen Museet. Foto: Ole Friis.<br />

 

Udstillingskatalog om fynbomalernes farver, fynske kunstneres historie, værker og motivverden

Udstillingen ledsages af en fælles publikation, der giver gæster både informativ og kreativ indføring i fynbomalernes farver, lys og udtryksformer. Rundvisninger og sommerværksteder på Johannes Larsen Museet vil give gæsterne mulighed for at fordybe sig i farvelæren eller prøve kræfter med farvens udtrykskraft i forskellige sammenhænge. Der er således lagt op til en levende og kreativ tilgang, der samtidig har til hensigt at inspirere og aktivere gæster i forskellige aldre og målgrupper til at få mere udbytte af mødet med de fynske kunstneres historie, værker og motivverden.

De to museer retter en varm tak til projektets mange samarbejdspartnere, herunder især de støttende fonde, publikationens forfattere og de hjælpsomme frivillige på begge museer.

 

Tak til følgende fonde for støtte til udstillingen og publikationen

Vi ønsker at rette en varm tak til de generøse fonde og støttepartnere, som har gjort det muligt at realisere denne enestående udstilling og publikation. Uden deres værdifulde støtte ville vi ikke have kunnet præsentere Fynbomalernes farverige univers på denne måde. Vi er dybt taknemmelige for deres engagement og bidrag, som har beriget både udstillingen og publikationen og gjort det muligt for os at dele Fynbomalernes kunstneriske arv med et bredere publikum. 

Albani Fonden
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Den Faberske Fond
Ingeniør N.M. Knudsens Fond
Knud Højgaards Fond
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond
Toyota-Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Udstillingsdesign: Anne Schnettler
Grafisk tilrettelæggelse: Jakob Helmer

sommerudstiling Alhed Larsen 2022 arkiv

Tilmeld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag seneste nyt fra Johannes Larsen Museet

Du er tilmeldt!