Skoven tur-retur

Engang var Danmark tæt bevokset af skov. Der blev fortalt historier om alle de dyr, overnaturlige væsener og røvere, der levede dybt inde i skovens hjerte. Sidenhen hyldede malere og digtere den danske bøgeskov som et nationalklenodie, selvom langt størstedelen af skovene for længst var blevet ryddet til fordel for landbrug og beboelse.

I disse år træder vi igen ind i skovens tid. Som en del af den grønne trepart er målet, at skovarealet i Danmark skal forøges med 40% inden 2045. Samtidig skal arealet med urørt, vild skov fordobles. Med afsæt i vor tids grønne ambitioner undersøger udstillingen, hvad det vil sige, at Danmark atter skal være et skovland. Hvad kræver det af os at skulle leve tættere med naturen? Hvordan ser fremtidens skove ud? Og endelig: hvilken rolle spiller kunsten, både i vores forestillinger om skoven, såvel som helt konkret i skovrejsningsprojekter landet over?

Johannes Larsen Museet viser en revideret og udvidet version af særudstillingen ”Skovens tid”, som Nivaagaards Malerisamling præsenterede i begyndelsen af 2026. Vi finder god anledning til at fortsætte samtalen om skoven her på Fyn, med rig mulighed for at bringe både værker af fynbomalerne og andre relevante samlingsværker i spil med sjældne indlån og nutidig kunst. Udstillingen inddrager tillige et naturfagligt, forstvidenskabeligt og samfundsmæssigt perspektiv, der sætter vores lokale skove, skovbilleder og -forestillinger i nyt lys.

Mange af vores særudstillinger handler i bund og grund om menneskets relation til naturen, om naturglæde, forandring og identitet. Og nu er det skovens tur – og tid. I Johannes Larsen Museets samlinger er der træskildringer, lokale motiver fra egnen, skovinteriører og fascinerende billeder med skovmotiver fra forskellige perioder. Udstillingen giver publikum mulighed for at se skoven for bare træer – før, nu og aldrig – når lokal- og verdenskunst mødes her i Kerteminde.

Med kunsten som prisme: Blikke på skoven fra 1600-tallet til i dag

Udstillingen sammenstiller historiske værker fra Nivaagaards Malerisamling og Johannes Larsen Museet samt udvalgte indlån med værker af samtidskunstnere, der har skoven som et omdrejningspunkt i deres praksis. Nogle kunstnere arbejder med at genetablere menneskets forbindelse til naturen eller engagerer sig direkte i skabelsen af nye skovområder.

Udstillingen perspektiverer vores egen tids skov-ambitioner med nedslag i andre historiske perioder, hvor skovens genrejsning har stået højt på både den politiske og kulturelle dagsorden.

Rent teknisk var skoven bogstaveligt talt en del af kunsten i gamle dage: Nederlandske billeder med skove og træer fra starten af 1600-tallet er fra de sidste årtier, hvor oliemalerier blev lavet på træ, før lærred begyndte at dominere, bl.a. fordi Nederlandene havde udtømt deres egene skove, og prisen på importeret træ blev for høj. Europas urskove svandt ind, mens de leverede alt til os.

I Danmark var år 1800 et lavpunkt, når det kommer til skovarealer. Kun 3% af Danmark bestod af skov, og i første halvdel af 1800-tallet førte ny videnskab, ændrede behov og en stigende befolkning derfor til systematisk genplantning af skovene. Ind i 1900-tallet kom naturbevaring for alvor på dagsordenen, bl.a. bakket op af Fynbomalerne, og et nyt Danmarksbillede omkring landskaberne opstod. Når kunstnerne tog til Sverige fandt de en anderledes skov, selvom den også ofte er produktionsskov. Her er man dog mere ”inde i skoven”, ikke ude i skoven.

I dele af Danmark blev hastigt voksende plantager fremherskende, og de gamle skove hørte nu til sjældenhederne. Selvom de er dyrkede, minder mange af herregårdenes blandskove os dog om fortidens storhed. I vores egen tid, det 21. århundrede, skal skoven atter (gen)etableres i større stil. Denne gang som svar på klimaforandringer, biodiversitetskrise og et voksende ønske om skoven som et rekreativt og sanseligt rum.

Skoven og os – en relation til stadig forhandling

Skoven har altid haft en særlig plads i kulturen, hvor den har repræsenteret det magiske, romantiske, mystiske og ubevidste. Den var grænsen for civilisationen – det sted, hvor orden ophørte, og hvor det, der ikke passede ind i det rationelle verdensbillede, kunne eksistere. I folkeeventyr er skoven, og de røvere, hekse, trolde og huldrer, der bor i den, ofte både fristende og farlig. I 1800-tallets kunst blev skoven dog fremstillet som harmonisk og fredelig, båret af en dyb nationalfølelse. Digtere beskrev dens lys, løv, og højtidelige stemning. Den blev et sted for både fordybelse og fællesskab, men også for den enkeltes forbindelse til naturen og det evige.

Med tiden spejdede kunsten mere efter det oprindelige og frodigt vildtvoksende, en længsel som genfindes i såvel Fynbomalernes som dele af modernismens billedkunst: Tilbage til det grønne rum, væk fra civilisationen, selvom skoven ofte er dyrket skov. Med det moderne velfærdssamfund fulgte fritid, og især ”skovturen” er blevet det frirum, som en meget stor del af befolkningen i dag besøger på regelmæssig basis fra barn- til alderdom, og vi har alle vores særlige ”skovbilleder” og ”skovminder”. Det ser ud til, at vi har brug for skoven, men har den brug for os, og er der mulighed for en meningsfuld og bæredygtig sameksistens?

I dag er skoven stadig både politisk kampplads og genstand for romantiske forestillinger og længsler. Som debatten om de jyske ulve viser, er naturens vildskab én ting i teorien, men kan være anderledes konfronterende i virkeligheden. At lade naturen udvikle sig på egne præmisser kræver at vi som mennesker slipper kontrollen eller hjælper naturen på vej. Er det i virkeligheden os, der skal til at tilpasse os naturen, i takt med at den rykker tættere på?