SÆRUDSTILLING
9. maj til 13. september 2026
Christine Swane. En mangfoldig ener
Christine Swane indtager en særlig position i dansk kunsthistorie. Hendes kunstneriske liv udfolder sig som en lang og vedholdende bevægelse – fra det provinsielle og fynske kunstmiljø i 1890’erne, over hovedstadens brydningstider i de første årtier af det 20. århundrede, til et selvstændigt og modent modernistisk udtryk, der står klart fra 1920’erne og frem til 1950’erne.
Som søster til Johannes Larsen og en del af kredsen omkring Fynbomalerne var Christine Swane tæt forbundet med et af periodens mest markante kunstneriske miljøer. Samtidig udviklede hun tidligt et udtryk, der bevægede sig i egne spor. Johannes Larsen Museet rummer i dag den største samling af hendes værker samt skitser og arkivmateriale, hvilket vidner om både hendes kunstneriske spændvidde og hendes vedvarende betydning i museets historie.
Christine Swane behøver ikke at blive talt op. Alligevel danner 150-året for hendes fødsel en naturlig anledning til at fastholde og tydeliggøre hendes placering i dansk kunst. Hendes værker fremstår slidstærke og præcise – farverne er klare, kompositionerne tilsyneladende enkle, men altid båret af en fin balance mellem det overvejede og det intuitive. Motiver fra kunstnerhjemmet, udsigter mod byen og nære interiører møder forenklede have- og landskabsbilleder, hvor stoffet er fortættet og renset for det overflødige.
Hos Christine Swane er kultur, natur og hverdag uløseligt forbundet. Hun opnåede først en bredere anerkendelse relativt sent i livet, omkring sit 60. år, og netop i denne periode skabte hun både sit mest karakteristiske kunstneriske udtryk og et personligt, moderne kunstnerhjem i Birkerød. Hendes praksis spænder over flere medier – maleri, keramik, tekstil og udsmykningsopgaver – men på tværs af materialer og teknikker løber en tydelig rød tråd. Udtrykket er ofte let og poetisk, men aldrig tilfældigt; virkemidlerne er afstemte og præcist anvendt.
Udstillingen stiller skarpt på Christine Swanes mangeårige søgen og på den kunstneriske fuldendelse, der kendetegner hendes modne værker. Ud over arbejder fra museets egen samling præsenteres indlån fra museer og private samlinger, ligesom en række nyerhvervede malerier og keramiske værker indgår i udstillingen.
Se udstillingsfilmen ”Christine Swane. En mangfoldig ener”
Denne film er lavet særligt til særudstillingen i samarbejde med holdet bag serien ”Store danske kunstnere”.
Filmen giver indblik i, hvem mennesket Christine Swane var, og hvad der gør hendes kunstneriske virke og mangfoldige værker til noget ganske særligt i nutidens øjne.
18 min. Johannes Larsen Museet og Thin Green Light Productions 2026
Fejring, formidling og forskning
Sommeren 2026 på Møllebakken er dedikeret til fejring af Christine Swane, og der vil være rundvisninger, aktiviteter og værksted om hendes fascinerende billedverden for alle.
Udstillingen vil herudover være ledsaget af udgivelsen af en stor, forskningsbaseret antologi om Christine Swanes liv, tid og kunstneriske arbejde. Du kan købe bogen i museumsbutikken eller online. Pris: 195 kr.
Læs mere om Christine Swanes liv og kunst her.
Sær-rundvisninger med kurator i Christine Swane-udstillingen
Nu har du mulighed for at komme på en helt særlig rundvisning i særudstillingen ”Christine Swane. En mangfoldig ener”.
Kom med, når Johannes Larsen Museets kunstfaglige leder og projektleder på udstillingen, Jeppe Priess Gersbøll, viser rundt og giver et særligt indblik i et fascinerende kunstnerliv, de mange spændende værker og fortæller om tilblivelsen af udstillingen.
Christine Swane blev født her i Kerteminde, og hun blev en enestående kunstner og personlighed, der på samme tid var fynbomaler og modernist, maler og keramiker, kunsthåndværker og skaber af sit eget kunstnerhjem. Barn af sin tid, og alligevel tidløs.
Hvad er det særlige ved Christine Swane og hendes mangfoldige kunst – og hvad betyder hun i dag? Rundvisningen dykker ned i noget af den viden, som ny forskning og projektet om Christine Swane har kunnet kaste lys over.
Sted og tidspunkt: Vingen, Johannes Larsen Museet, 7. juli, 5. august og 24. august
Mødested: Glasgangen kl. 14.00
Rundvisningen varer ca. 45 minutter.
Gratis når entréen er betalt.
Eller lyt til museets podcast Kulturbobler hvor kurator Jeppe Priess Gersbøll stiller skarpt på Christine Swane. Du kan lytte med på Spotify, Apple Podcast og Podimo.