Når kvindelige kunstnere tager til genmæle omkring den måde, de bliver omtalt på, bygger det oven på tidligere generationers forsøg på at blive anerkendt i egen ret. Det gælder også Alhed Larsen, der malede i skyggen af sin mand. I anledning af 150-året for hendes fødsel, viser Johannes Larsen Museet en udstilling med fokus på hendes liv og kunst.
Af
Malene Linell Ipsen, museumsinspektør på Johannes Larsen Museet
Jeppe Priess Gersbøll, ph.d., leder af Johannes Larsen Museet
Malene Birkelund, kommunikationsmedarbejder ved Østfyns Museer
”JEG SELV GAAR og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”.
Sådan skrev Alhed Larsen til sin mand, Johannes Larsen, da hun for 100 år siden – i 1922 – sammen med to andre kvindelige malere havde fernisering på en udstilling i Den Frie i København. Det var første gang, hun udstillede sine pastelbilleder, og hun var spændt på omverdenens reaktion. Ville hendes kunst blive forstået, og ville anmelderne kunne spejle sig i det projekt, hun sammen med sin ægtefælle havde gjort til sit livsmål?
I 1922 var Alhed Larsen 50 år og havde malet siden hun i sit 13. år begyndte at modtage undervisning af Fritz Syberg. Som en af Fynbo-malerne havde hun i 1910 været med til at åbne Faaborg Museum, hun udgjorde halvdelen af det populære Larsen-ægtepar, der tit fik kunstneriske gæster på besøg fra København i det naturelskende hjem på Møllebakken i Kerteminde, og herigennem kendte hun den danske kunstverden langt bedre end de fleste. Hun havde altså både viden og erfaring – logos og etos – men det var patos, der stod tilbage, for da avisen Socialdemokraten eksempelvis foromtalte udstillingen, blev hun udelukkende tituleret som “Fru Johannes Larsen”. Men Alhed var mere end sin berømte mands kone.
Siden barndommen havde Alhed været selvstændig, og sammen med sine mange søstre var hun tidligt brudt gennem tidens glasloft – blandt andet ved som ugift at rejse på dannelsesrejse til Italien, inden hun fandt hjem i sine egne kunstneriske projekter i det fælles Larsenske hjem. Alligevel var hun i 1922 nervøs for omverdenens reaktion på pastelværkerne, for hun anede, at anmelderne ville forholde sig kritisk til dem – og hendes bange anelser viste sig at have gang på jord.
ANMELDEREN FORTSATTE med at tiltale hende som lærling hos sin toneangivende mand: ”Alhed Larsen er Fuglemaleren Johannes Larsens Hustru og sidder sammen med ham ovre i Kerteminde, hvor hun maler de smukkeste Blomsterbilleder. Gennem Manden har hun nok opnaaet en sikker Sans for Farver (…)”
Sandheden var, at ægteparret i udpræget grad spillede hinanden gode. I hvert sit atelier placeret ved siden af hinanden ud til en stor have med udsigt over Storebælt var de indbegrebet af tidens naturalistiske forbillede. Også anmelderen fra Nationaltidende skrev åbenlyst ud fra en antagelse om, at det var Alhed, der havde mest gavn af den private indretning:
”Forskellige af Motiverne genkender man med særlig Glæde. Det er Udsnit af den Have, der med sin Blomsterfrodighed og hjemlige Fauna omgiver Maleren Johannes Larsens Hus ved Kerteminde. Fru Alhed Larsen er gift med Johannes Larsen, og noget af den samme Lykke ved Havens og Husets Blomster, ved Ænderne og Svanerne i Dammen ved Husets hvide Længe, skinnende frem mellem de gamle Æbletræer, fylder ogsaa Fru Alhed Larsen og kaster sit varme Genskær over hendes Billeder (…).”
Nationaltidendes anmelder mente desuden, at kunsten fra Alhed Larsen og hendes to kvindelige kunstnerkolleger (Christine Swane og Asta Krohn) ville have ”meget vanskeligt ved at gøre sig gældende (…) For det første virker den alt for ensartet (…) For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen på en saadan Maade at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier (…)” Dommen lød altså, at kvindernes kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Men er det nu også korrekt?
BLOMSTERMOTIVER er ikke forbeholdt kvinder, og både Johannes Larsen og Fritz Syberg malede gerne naturen ind i stuerne i form af vindueskarmens potteplanter og havens blomstermotiver. Om det omvendt skyldtes kvindernes indflydelse, er ikke til at sige, men Alhed Larsens betydning for sin mand kan ikke underkendes. Fem år efter 1922 og anmeldernes skuffende modtagelse af hendes pastellette værker, døde hun efter et kort og dramatisk sygdomsforløb, kun 55 år gammel. Men i hjemmet levede hun videre, og Johannes Larsen lod hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.
I anledning af 150-året for Alhed Larsens fødsel udgives en antologi og kunstneren liv og værk skrevet af leder af Johannes Larsen Museet, ph.d. og museumsinspektør Jeppe Priess Gersbøll og museumsinspektør Malene Linell Ipsen.
