Bondemalerstriden i 1907

Det var ikke altid fynbomalernes motiver fra stald og stuehus faldt i tidens smag i de københavnske saloner. I 1907, da malere som Johannes Larsen og Fritz Syberg generelt blev hyldet og solgte godt, satte en gruppe symbolistmalere et angreb ind mod det, de hånligt kaldte ”træskokunst”.

Striden brød ud i Politikens spalter 14. april 1907 og varede i omkring fire måneder.

Maleren Gudmund Hentze lagde ud med at skrive, at fynboernes kunst ”nu, da den er ældet, kun er trøstesløs, fattig, plump, grim og misundelig”. Hen mente desuden, at fynboerne var nogle ”bredrumpede Bondeknolde”, der tog pladsen op for den nye kunst. Kort sagt: de fyldte for meget.

Hentze blev bakket op af Harald og Agnes Slott-Møller. De var også symbolister og havde – sammen med bl.a. fynbomalerne – været med til at stifte Den Frie Udstilling. Efter nogle år følte de sig presset ud af fællesskabet og vendte nu tilbage med et krav om at få råderum: bondemalerne var jo ikke ”De eneste der skæpper i dansk Kunst”.

Kunsthistorikeren Karl Madsen, der var museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, tog til genmæle på fynboernes vegne, og snart meldte forfatteren Johannes V. Jensen sig i debatten på fynboernes side: De jyske forfattere – Jensen selv, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Thøger Larsen – og de fynske malere måtte stå sammen mod symbolisternes angreb.

Fynbomalerne selv forholdt sig stort set tavse, kun Peter Hansen skrev et enkelt svar, som sluttede med: ”Naturlighed er en forudsætning for alt Foraar. Kunstige Blomster springer ikke ud.”

Efter fire måneders polemik døde striden hen, med symbolisterne som de klare tabere.

Til gengæld skabte balladen kontakt mellem jyske forfattere som Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen og de fynske malere. Ud af bondemalerstriden opstod et tæt venskab mellem især Johannes V. Jensen, Peter Hansen, Fritz Syberg og Johannes Larsen.