Fritz Syberg (1862 – 1939)

Selvom Fritz Syberg stammede fra en tysk adelsfamilie, voksede han op i Faaborg under særdeles fattige kår. Da han var to år, døde hans far, og han mor forsørgede sig selv og de to små børn som syerske. På et tidspunkt blev hun anbragt på Faaborgs fattiggård, og her døde hun, blot 47 år gammel. Den hårde opvækst satte dybe spor i drengen, hvilket også kom til udtryk i hans kunst.

Fritz fik sit første job som niårig, hvor han rullede skrå på en tobaksfabrik for at hjælpe til med at forsørge familien. Som 13-årig blev han svinepasser på en herregård. Det var en fætter til hans far, der fik drengen væk fra familiens fortvivlede forhold, og som året efter skaffede ham en plads som malerlærling hos en mester i Faaborg.

Mødet med Hansen-familien
På Teknisk Skole fik Fritz Syberg en tegnelærer, som kunne se hans talent. Det var Peter Syrak Hansen, malermester og dekorationsmaler, der ansatte den udlærte Fritz Syberg som svend på sit værksted, Mesterhuset, i Faaborg.

Mesterhuset var et sted ud over det sædvanlige. Mester, Peter Syrak Hansen, var udlært dekorationsmaler fra Kunstakademiet, og en stor del af firmaets opgaver var dekorationsopgaver på de fynske herregårde. Mester havde et blik for unge talenter, ansatte dem og opmuntrede dem til at udvikle deres evner.

Der var fem børn i mester-familien: Marie, Anna, Peter, Syrak jr. og Poul, alle kunstnerisk begavede, og Fritz Syberg fandt snart sammen med Syrak jr. og Peter, der også havde stor interesse for malekunsten.

De unge år
Gennem benhård sparsommelighed lykkedes det Fritz Syberg at få råd til rejse til København i vinteren 1882/83 at og gå på tegnekursus med henblik på optagelse på Kunstakademiet.

I et par år vekslede Fritz Syberg mellem at arbejde for Syrak Hansen i sommerhalvåret og gå på skole i København om vinteren, indtil han i 1885 kom ind på De frie Studieskoler under Kristian Zahrtmann. Her lærte han Johannes Larsen fra Kerteminde at kende. Peter Hansen hjemme fra Faaborg gik også på Zahrtmanns skole.

Fritz Syberg blev tidligt anerkendt som kunstner. Som 23-årig (1885) indsendte han tre malerier til Charlottenborg, og de blev alle tre antaget. Sammen med Johannes Larsen og Peter Hansen sluttede Fritz Syberg sig i 1892 til Den Frie Udstilling.

I 1891 blev Fritz Syberg forlovet med den ene af søstrene fra Mesterhuset, Anna, og i 1894 blev de gift. Syberg-parret slog sig ned i Svanninge lidt nord for Faaborg. Her var huslejen lav, der var mulighed for at undervise, både privat og på Faaborgs tekniske skole, og der var jord at dyrke og mulighed for jagt og fiskeri. Økonomien var stadig særdeles usikker, og snart var det første barn på vej.

1890’erne var ”ismernes” tid, hvor især symbolismen kom til at præge Den Frie Udstilling, og selvom Fritz Syberg da producerede nogle malerier i denne stil, så betød hans liv som ægtemand og far, at han ofte valgte det nære og kære som sine motiver: Anna og børnene, familielivet og de nære omgivelser. Han foretrak ofte pen og akvarel til disse billeder. At det var lettere at sælge akvareller end store oliemalerier har måske også spillet en rolle: familien skulle jo forsørges.

Fynbomalerne
Sidst i 90’erne blev Fritz Sybergs værker generelt modtaget med ros og begejstring og han var det naturlige midtpunkt i den kreds, der begyndte at skille sig ud som ”Fynbomalerne”. Han solgte godt, bl.a. til kunstmæcenen Wilhelm Hansen (Ordrupgård -amlingen), Kunstforeningen i København og til Statens Museum for Kunst.

Efter otte år i Svanninge flyttede Syberg-familien, nu med tre børn, diagonalt over Fyn og bosatte sig nær deres venner, Alhed og Johannes Larsen, i Kerteminde. Året var 1902, og udover venskabet var det i høj grad det vilde landskab på Fyns Hoved, der trak i Fritz Syberg. De følgende år boede han og familien hver sommer i små skure på stranden og nød det frie liv på Fyns Hoved. Resten af året opholdt de sig på Pilegården lidt uden for Kerteminde.

Somrene på Fyns Hoved gav Fritz Syberg inspiration til vitalistiske malerier af land- og vandskaber, legende børn og skiftende vejr. Børneflokken voksede til seks, der levede et herligt ”stenalderliv” på stranden.

Rejser og inspiration
I 1908 rejste Fritz Syberg fra Kerteminde til Ribe og ned langs Vadehavet til Holland, hvor han sugede inspiration til sig – fra kakler til Rembrandt. Anna stødte til i Amsterdam og de fortsatte til Paris og impressionisterne. Monet, Manet, Sisley og, ikke mindst, Renoir begejstrede Fritz Syberg, der tog det tindrende sollys i malerierne med sig hjem og overraskede publikum med en ny stil og en ny farveholdning, der udviklede sig i de følgende år.

I 1910 fyldte Zahrtmanns skole 25 år og det blev fejret med en jubilæumsudstilling, hvor Fritz Syberg var den absolutte stjerne. I det hele taget blev året en succes, rent salgsmæssigt, og Syberg-parret begyndte at planlægge realiseringen af en gammel drøm: At bo i Italien i nogle år.

1910 var også året, hvor de indledende skridt til etableringen af Faaborg Museum blev taget, og samme sommer blev venskabet med forfatteren Johannes V. beseglet med et fælles ophold på Fyns Hoved. Fritz Syberg havde nu en position i dansk kunst, der fik de nye generationer af kunstnere til at opsøge ham, bl.a. Olaf Rude, Jens Adolf Jerichau og Sigurd Swane.

I november 1910 rejste hele Syberg-familien til Italien, hvor de opholdt sig i Pisa de næste godt to år. Her havde både Anna og Fritz friere hænder til at forfølge deres kunstneriske drømme, og den ældste søn, Hans, kom i billedhuggerlære. Tiden i Italien var en lykkelig tid, hvor kunsten, musikken og familielivet gik op i en højere enhed. Faktisk var planen at blive i Italien i adskillige år, men Anna blev gravid igen, og derfor vendte de hjem i foråret 1913. I oktober blev efternøleren Rabbe født.

Pilegården som motiv
I foråret 1914 blev Anna syg. Hun døde 4. juli samme år af komplikationer efter en galdestensoperation. Hun blev kun 44 år gammel og efterlod en knust Fritz Syberg og syv børn mellem 19 år og ni måneder. Året efter Annas død giftede Fritz Syberg sig igen med Annas søster Marie, der nogle år forinden var blevet skilt fra sin mand, maleren Karl Schou.

Inspireret af bl.a. Sigurd Swane og svigersønnen Harald Giersing afprøvede Syberg op gennem 1920’erne modernistiske teknikker i sit eget univers: Pilegården, familien og markerne med fokus på årstidernes og vejrligets skiftende farver. Mange af periodens store lærreder var han flere år om at male, da han afventede den rette afgrøde på marken, det rigtige vejr og det rigtige lys.

I sine sidste år fordybede Syberg sig i Pilegården og den nærmeste omegn. Han malede stort set konstant og på flere værker ad gangen. Hans malerier blev solgt for svimlende priser, han var blevet velhavende, men levede aldeles spartansk.

Helt ude af takt med tiden var Fritz Syberg dog ikke: Han tog i 1938 kørekort som 76-årig og steg samme år for første gang i sit liv på en flyvemaskine til Stockholm for at arrangere ophængningen af en retrospektiv udstilling med 150 værker fra egen hånd.
Den 20. december 1939 sov Fritz Syberg stille ind, omgivet af sin familie. Han malede næsten til det sidste.

Læs mere om Fritz Syberg i bogen: Kunsten, naturen, kærligheden. Klik her.